På tommelfingeren gennem tilfældigheden

Douglas Adams’ Håndbog for vakse galakseblaffere

KRISTIAN MØRK

I mudderet foran sit hus ligger Arthur Dent. Det er ikke noget specielt pænt hus, men det er hans. Og med sin tilsølede krop forhindrer han den gule bulldozer i at påbegynde nedrivningen, der skal give plads til en afkørselsrampe fra motorvejen. Imens prøver den halvfede L. Prosser febrilsk at tale Dent til fornuft. Prosser er uden at vide det direkte efterkommer af Djenghis Khan og plages af voldsomme visioner af brændende byer og lystfuld vold. Han informerer Dent om, at sidste frist for indsigelser er overskredet for længst, og det faktum, at Dent ikke er blevet informeret om planerne, ændrer intet. I det samme kommer Dents ven Ford Prefect forbi. Ford Prefect er et rumvæsen, der ankom til planeten 15 år tidligere, men mangelfuldt forarbejde gjorde, at han antog bilen for den dominerende livsform på Jorden, og navnet Ford Prefect virkede passende anonymt. Ved ankomsten indså han efterhånden sin fejl og valgte i stedet at forklæde sig som arbejdsløs, alkoholiseret skuespiller, men navnet blev hængende.

I virkeligheden er Ford Prefect researcher for The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, et enormt værk der indeholder nyttige informationer om galaksens planeter. Ved hjælp af et trick han lærte gennem utallige drukspil på rumhavnen ved stjernen Orian Beta, lykkes det Prefect at overtale Dent til et besøg på den nærmeste bar, mens Prosser forvirret indtager pladsen i mudderet foran bulldozeren. Nede på pubben kan Ford Prefect afsløre for Dent, at Jorden er ved at gå under, og tre minutter efter ankommer en horde Vogon-rumskibe til Jorden. Fra højtalere informerer de verdens befolkning om, at planerne for den hyperspatiale ekspresrute nu har været til offentlig skue på planeten Alpha Centauri i 50 jord-år, og da ingen har gjort indsigelser, vil en total tilintetgørelse af planeten finde sted i løbet af de næste to minutter. Jorden bliver efterfølgende sprængt i luften og eneste menneskelige overlevende er Arthur Dent, der takket være Ford Prefect undslipper døden, og sammen begynder de to en rejse gennem galaksen, kun udstyret med blafferens vigtigste hjælpemiddel ifølge Prefect: Håndklædet. Og det er bare den spæde begyndelse på Douglas (Noel) Adams’(1952-) rablende rumkomedie The Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy.

Adams fik ideen til fortællingen, da han en aften lå halvfuld på en mark i Østrig, som var den foreløbige endestation for en blaffertur gennem Europa. Med sig havde han en kopi af rejsehåndbogen The Hitchhiker’s Guide to Europa, og som han lå der og kiggede på stjernerne slog det ham, at nogen burde skrive en blafferguide til stjernerne. Seks år senere blev denne hændelse til historierne om Arthur Dents oplevelser på rejse gennem galaksen.

Fortællingen om Arthur Dent har en lige så indviklet udgivelseshistorie som handling. Den startede oprindelig som et radioshow på BBC den 8. marts, 1978 kl. 22.30. Herefter fulgte 5 shows, eller „anfald“ som de blev kaldt, og en juleepisode, der ikke handlede om jul. I efteråret 1979 udkom en bog, der var en gennemgribende omskrivning af de første 4 anfald, og cirka samtidig udkom en plade med genindspilninger af alle showene tilført ny musik. Senere fulgte endnu 6 anfald, der også udkom som bearbejdet pladeversion, samt en bog der var bygget over udvalgte dele af show 7, 8, 9, 10, 11, 12, 5 og 6 i nævnte rækkefølge, og herefter udkom endnu to bøger uden tilknytning til tidligere radioshows. De første tre bøger blev samlet i 1984 som The Hitchhiker’s Trilogy, og alle fire bøger udkom som The Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy: A trilogy in Four Parts i 1986. Da Adams senere skrev to tillæg til handlingen, udkom samlingerne The More than Complete Hitchhiker’s Guide i 1987 og The Ultimate Hitchhiker’s Guide i 1992. Og for at det ikke skal være løgn bidrager Adams yderligere til den almindelige forvirring med en tv-serie baseret på radioprogrammerne, en spillefilm baseret på bøgerne og et computerspil ikke baseret på noget, alle med titlen The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy.

De forskellige medier og fortløbende udgaver har resulteret i, at værket er forblevet nærværende op gennem 80’erne, hvor det har fastcementeret sin position som et af den humoristiske science fictions storværker. Adams er en stor beundrer af Monthy Python, og i fortællingen om Arthur Dent genfinder man den berømte gruppes teknik med store mængder af crazy-komik og en lang række stærkt excentriske karakterer. Og ligesom sit forbillede er The Hitchhiker’s Guide både elsket og hadet.

Bedrevidende, røvirriterende elevatorer, der ved, hvor man skal hen; en paranoid androide som keder sig på grund af altings forudsigelighed; rumskibe der med udgangspunkt i usandsynlighedsfysikken flyver med simuleringer af italieneres skænderier som brændstof, eller Jorden som en kæmpe biologisk computer konstrueret med det formål at regne livets mening ud, blot for at blive destrueret sekunder før resultatet er klart. Enten synes man, det er urkomisk, eller også er det bare for fjollet. Men der er mere i Adams bøger end latterkramper og pudsigheder.

Fordi det meste science fiction også er en kommentar til sin samtid, er satire hyppigt forekommende i genren. Det gælder for eksempel Stanislaw Lems ætsende portræt af det kommunistiske samfund i Cyberiad og Frederik Pohls The Merchants’War med sit bud på reklamernes fremtidige betydning. Også The Hitchhiker’s Guide indeholder en satirisk understrøm, der bliver tydeligere efterhånden som historien skrider frem. Gennem sine eventyr tværs over galaksen møder Arthur Dent forskellige udtryk for menneskets stræben og drømme, der alle fremstilles som konsekvenser af en udvikling, som i sin essens er ligegyldig og latterlig. Og hver gang Arthur Dent forsøger at anskue de stadig mere usandsynlige hændelser fra en logisk vinkel, må han erkende, at der ingen mening er i galskaben, og at tilfældighedernes spil råder med uindskrænket magt.

Denne form for irrationalisme er et tilbagevendende træk i værket. Manglen på substans bliver gradvis mere gennemtrængende, og med den gennemsyrende satire bliver latterens vrangside tydelig i form af et stænk af frygt: Er det virkelig det hele? Er der intet under overfladen? Og Adams synes at svare: Nej, det er der ikke, men det er vel også lige meget, hvis du flyder med strømmen og nyder udsigten. Som en understregning af dette tema er titlen på sidste bind i serien, Mostly Harmless, også den stærkt redigerede udgave af Ford Prefects alenlange feltrapport om Jorden. „Hovedsageligt uskadelig“ er således de eneste informationer om planeten til rådighed for den interstellare blaffer. Oprindelig stod der blot „uskadelig“, men rapporten må alligevel have gjort indtryk.

Den gennemgående mangel på sammenhæng opstår også på grund fortællingens knudrede tilblivelse og udvikling. The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er bygget op som små spøjse episoder, der kun kædes nødtørftigt sammen, og handlingen bliver derfor stadig mere forgrenet og uigennemskuelig. Samtidig modsiger Adams i stigende grad sig selv efterhånden som diverse versioner og tilføjelser gør det umuligt at finde den røde tråd i de utallige grinagtige begivenheder. Alligevel er det, som om alt i historien foregår med en slags indre nødvendighed. I fysikken dækker ordet „entropi“ over den uorden der hersker i et system. På samme måde bliver The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy fortællingen om historiens entropi i form af tilfældigheder og usandsynligheder som et bagvedliggende princip. Og netop dette forhold udgør selvfølgelig den perfekte grobund for alskens morsomme og syrede begivenheder. Få har ført den humoristiske science fiction ud i samme ekstremer som Douglas Adams, og synes man godt om Monthy Python, vil man også kunne lide den helt igennem vanvittige Hitchhiker’s Guide to the Galaxy.

Udvalgte værker:
The Hitch Hiker’s Guide to the Galaxy, 1986 (da. Håndbog for vakse galakseblaffere, 1992).