Sexcylinderen

James Ballards Crash

ROBIN ENGELHARDT

Hvad gør bilulykker så spændende, at de er blevet et fast element i enhver actionfilm? Er det fordi vi fascineres af fart og spænding? Er det fordi, vi elsker at se døden lige i øjnene, mens vi sidder sikkert i sofarækken med popcorn og fjernbetjening? Eller er det fordi der ligger et perverst lag gemt dybt i vores bevidsthed, som forbinder en lækker sekscylinders tophastighed med det erotiske sus?

Det spørgsmål gås efter i alle sømme i James Graham Ballards (1930-) skandaleramte science fiction-roman Crash fra 1973. Denne science fiction-bog, som ikke helt uberettiget er blevet kaldt det første eksempel på en teknoporno-roman, kom først rigtig i mediernes søgelys, da David Cronenbergs prisbelønnede filmatisering af bogen skulle på gaden i 1996. Politikere og interessegrupper forsøgte i hvert fald at standse filmen med alle midler, og selveste Ted Turner, mediemogul nummer et i USA, trak i trådene bag medieverdenens forhæng for at forhindre offentliggørelsen af denne „perfide og voldsforherligende“ film.

Og det er vitterlig svært at abstrahere fra perversiteternes perfektion i Ballards stilistiske storværk. Sætningerne flyder af spændstighed og sensualitet. De mest hårrejsende ulykker og blodige kraniebrud forenes kælent med forkromede køleres berusende dunken, og sexet lingeri klistrer uhjælpeligt fast i de blodtilsølede buler på bilernes karrosseri. Åbne sårs erotiske geometri beskrives minutiøst side op og side ned. Ingen tvivl om det – bogen har alle ingredienser til at være en ægte „provokatør“.

Omdrejningspunktet for bogen er Vaughan, en computerspecialist og forhenværende videnskabsjournalist fra fjernsynet. Han er på evig jagt efter den næste bilulykke for at tage fotografier, analysere og nyde de totalskadede biler og deres lemlæstede indhold. Han er som besat af opsprængte instrumentpaneler og tykt flydende hjernemasser og drømmer om erotiske berømtheders blodige karambolage med metal og hestekræfter. Som et perverst forspil til Lady Dianas tragiske død i tunnelen i Paris spiller Crash på fascinationen af et glamorama, der går blodigt til grunde med al sin pomp og pragt. Om det er massemedierne eller Vaughans bilulykker: Begge repræsenterer de et dragende element for mennesker, der bevidst eller ubevidst ønsker drift og fantasi forenet i et storslået spektakel.

Romanen kredser tillige om temaer, man finder i cyberpunkens verden. For eksempel fusionen mellem krop og maskine (i romanen Neuromancer af William Gibson ser hovedpersonen Case cyberspace som et perfekt erotisk utopia), udvidelsen af sex til at omfatte manipulerbare dippedutter, og transformationen af menneskets krop til en maskinel slave.

Bogens fortæller er en mand ved navn James Ballard (navnet giver derved bogen et præg af selvportræt). Han genfortæller sin egen fascination af fænomenet Vaughan og forsøger at forklare, hvordan han langsomt bliver indlemmet i Vaughans perverse univers, for til sidst at blive besat af de samme fantasier som han. Ballard arbejder som instruktør og producer af fjernsynsreklamer, og hans kone Catherine er stewardesse på et af de store interkontinentale charterselskaber. Deres forskellige karrierer har øget afstanden mellem dem. De er ulykkelige og kan ikke længere se nogen mening med deres hverdag. Måske af desperation begynder de at leve deres eget erotisk-krigeriske liv, med tvivlsomme affærer og seksuelle udskejelser.

Da James Ballard forulykker i en næsten fatal bilulykke med en vis dr. Helen Remington og indlægges med svære skader på sygehuset, genopdager han sin egen krops slumrende muligheder, og drages langsomt ind i en udforskning af de uklare bånd mellem sex, maskiner og død.

Både James, Catherine og Helen Remington involveres i Vaughans mystiske subkultur, hvor de blandt andre møder Gabrielle, et offer for en katastrofal bilulykke, som nu iklæder sine fysiske mén sexet sort fetich. På sporet af en ny seksualitet, affødt af en pervers teknologi, tilbeder de berømte uheld, drab og bilulykker. Kennedymordet og James Deans famøse ulykke den 30. september 1955 nær Paso Robles i Calfornien genopleves. Også filmklassikeren Vildt blod og mange andre film med bilulykker ses igen og igen. Selvfølgelig blandet med researchklip fra bilindustrien, hvor man med menneskelignende dukker tester bilers sikkerhed ved frontale sammenstød.

Der er noget forunderligt dragende ved bilulykker. Fodgængere og cyklister stopper som ved en naturlov op for at få et glimt af det blodige åsted bag de roterende blå lys på den afspærrede gade, og pludselig mærker de deres puls stige, og kroppens sarte skrøbelighed sanses med en kildrende intensitet. Hvad er det, der sker, når de glubske sanser ægger os til at se på andres ulykker, og når kroppen drages af dødsangst som af kødelig lyst? Personerne i Crash fører denne erfaring et skridt videre. De plejer den og kæler for den, og i Vaughans kult bliver der sat et direkte lighedstegn mellem orgasmen og dødsøjeblikket i sammenstødet.

Mange, som har læst bogen eller set Cronenbergs filmatisering, får det indtryk, at bilulykker giver en seksuel tilfredsstillelse. Men det er ikke budskabet. Selve kollisionen med et andet fartøj er der ingen mennesker, der bliver liderlige af. Budskabet i romanen er snarere det, at ideen om bilulykker er seksuelt ophidsende. Og det er noget helt andet. Alle de aggressive seksuelle energier, der får unge mænd til at jage og overhale kvinder i trafikken, og til at elske hjulspind som en anden James Bond, stiller langt dybere spørgsmål om, hvad menneskets seksualitet er i stand til. Bilen bliver på en gang et symbol på en demonstrativ magt og en protese for førhen utænkelige erotiske muligheder.

Crash er således en radikal kunstnerisk konkretisering af et bestemt abstrakt koncept. Og det er heller ikke specielt nyt, hverken for film- eller romankunsten, at udforske de mest ekstreme udtryksmåder og randområder for den menneskelige seksualitet.

Det største kontroversielle element i romanen Crash ligger sandsynligvis i dens radikale udtryksform – eller rettere: I dens totale mangel på en moralsk instans, der kan mediere mellem læser og romanfigurer og på den måde tage afstand fra de anstødelige hændelser (filmen nægter også at gøre dette). Læseren bliver ikke vejledt til at mene og tro „det rigtige“. Læseren bliver ét med det læste, og fortolkningens paraply kan ikke længere beskytte ham mod den nøgne handling. Man begynder tværtimod selv at deltage i udforskningen af denne nye seksualitet ved hjælp af en pervers teknologi, og fra at være beskueren bliver man den beskuede. Ballard dømmer ikke. Det er fuldt og aldeles op til læseren selv at se romanen som skarp samfundskritik, som en pervers fantasi, som en længselsfuld invitation til liebestod, eller som noget helt fjerde.

Det er nogle af disse litterære evner, der har gjort Ballard til en af de største stilskabere inden for science fiction-genren. Hans forfatterskab varierer meget i både form og indhold, og mange science fiction-forfattere anser ham som et stort forbillede.

Udvalgte værker:
The Drowned World, 1962 (da. Verden under vand, 1969)
Crash, 1973
Empire of the Sun, 1984 (da. Solens rige, 1985)
The Kindness of Women, 1991 (da. Kvinden du gav mig, 1992)

Filmatiseringer:
Crash, af David Cronenberg, 1996
Solens rige, af Steven Spielberg, 1987