Drengerøv eller fascistsvin?

Robert Heinleins Starship Troopers

ROBIN ENGELHARDT

Robert Anson Heinlein (1907-1988) var i gang med at skrive sit opus magnum, der skulle komme til at hedde Stranger in a Strange Land, da han pludselig en novemberdag i 1958 fik at vide, at Sovjetunionen havde brudt sin aftale med USA om stop for atomprøvesprængninger.

Han havde set det komme. Amerikaner og flammende antikommunist som Heinlein var, for han i blækhuset, og skrev bogen Starship Troopers i et rasende tempo. Det var den 8. november 1958. Efter blot 14 dage, klokken 5:20 om morgen den 22. november, var han færdig. Resultatet var en af de mest kontroversielle science fiction- bøger nogen sinde. Ikke særlig repræsentativ for Heinleins øvrige forfatterskab, men læst af utallige fans, lovprist som den bedste science fiction-bog i verden af fortalerne, hadet og skældt ud som fascistisk propaganda af kritikerne.

Nu er ordet fascist et skældsord, der sidder så løst på folk, som revolveren på John Wayne, og derfor næppe egnet til en fornuftig og differentieret karakteristik af noget som helst. Men Starship Troopers indeholder faktisk mange filosofier og politiske præmisser, der gør den velegnet til at diskutere præcis dette emne: Den latente fascisme i en befolkning, der føler sig truet af fremmede. Eller formuleret politisk: Den effektive hjernevask af unge mennesker i et samfund, der helt ned til folkeskolestadiet bliver indoktrineret med militaristiske værdier.

At Heinleins bog indeholder meget mere end dette tema, må tages for givet, for hvis bogen ikke var andet end en patriotisk pamflet fra McCarthy-tidens Amerika, ville den ikke have en stadig voksende læserskare, og være ophav til evige skænderier og en hylende morsom filmatisering. Det ville være for nemt at affærdige en bog som højreradikal propaganda, blot fordi den appellerer til drengerøve, som kan lide god action. Desuden behøver det ikke at være så svært for mennesker i dag at skelne mellem de politisk tvivlsomme elementer og legemliggørelsen af dem i en ufrivilligt morsom parodi.

Johnnie Rico er hovedpersonen, og han fortæller historien om sin tid i hæren, hvor han igennem en benhård læringsproces langsomt bliver til den perfekte dræbermaskine. Oprindeligt var Rico slet ikke interesseret i militæret, og hans rige forældre var da også stærkt imod enhver idé i den retning. Men på grund af en ven og en smuk pige fra klassen, der vil melde sig som pilot, beslutter Rico sig til at gøre tjeneste alligevel.

Han vil også være pilot, men formår kun at blive menig soldat hos fodfolket. I den første halvdel af bogen fortæller Rico om de umenneskelige strabadser og den brutale hjernevask, enhver soldat må igennem for at klare sig som en af „Rasczak Roughnecks“ – de hårde drenge i patruljen. Rico fortæller om sine oplevelser med kammeraterne, om lidelserne, ulykkerne og succeserne, og en gang imellem afbrydes historien med tilbageblik til undervisningstimerne hos mr. Dubois, en forhenværende oberstløjtnant, der underviste Rico i historie og moralfilosofi i skolen, og som var stærkt medvirkende til, at Rico i det hele taget meldte sig ind i hæren. Her får man at vide, hvilken filosofi militæret bygger på.

Johnnie tænker tilbage på de forklaringer han fik på, at børnekriminaliteten er så høj, at samfundet degenererer, værdierne forfalder, mennesker i det civile samfund bliver til slapsvanse og så videre. Det hele skyldes ifølge mr. Dubois den omstændighed, at mennesker mangler mål i livet. Vi mangler en hård hånd, der kan slå ned på de undergravende elementer, og som kan lede de blinde og uvidende stakler på rette vej. Efterhånden som Rico lever sig ind i krigsmaskinens firkantede idealer, forekommer hele dette livssyn ham så indlysende rigtigt.

På et tidspunkt overværer Rico, hvordan en anden menig dømmes til ti offentlige piskeslag for af have slået en officer i en kampsituation. Det gør stort indtryk på Rico, og han beslutter at opsige sin kontrakt og vende tilbage til civilisationen. Men god timing forhindrer dette. Rico får et brev fra mr. Dubois, der i salvelsesfulde vendinger overbeviser Rico om, at han har klaret det værste; at han „har nået den spirituelle bjergtinde“, og at han nu er blevet et mere nobelt menneske, ja, et overmenneske, der kun med krigens trøstesløshed som løn, vil ofre sin egen krop for det elskede hjem. „Good luck, trooper! You’ve made me proud.“ slutter brevet.

Rico er dybt imponeret. Hjernevasken fuldføres i dette brev med bravur. Al tanke på at opgive militæret forsvinder som dug for solen, og fortællingen fortsætter herefter om Johnnie Ricos karriere i infanteriet. Hans slagkraft, hans udholdenhed, de mange kammerater, der dør som fluer omkring ham til træning, og så den længe ventede krig mod „the bugs“ – INSEKTERNE.

Insekterne bor i den anden ende af galaksen. De har tilintetgjort Buenos Aires i et intergalaktisk bombeangreb. Også Ricos mor var blandt ofrene. Hævnen lader ikke vente længe på sig. Om bord på kampskibet Valley Forge drager regimentet til insekternes hjemmeplanet Klendathu for at tilintetgøre dem alle. Operationen bliver dog en kæmpe fiasko, og Johnnie kæmper desperat for at komme ud i live.

Krigen fortsætter i flere år. Johnnies far er i mellemtiden „kommet på bedre tanker“ og har meldt sig som frivillig i krigen mod insekterne. På et tidspunkt lykkes det lederen af Johnnies enhed, sergent Zim, at fange en „brain bug“. Således udrustet med vigtige informationer om fjendens insektagtige måde at tænke på drager Johnnie, nu løjtnant for sin egen enhed „Rico’s Roughnecks“, hans fader, og hele fodfolkets største kampgruppe ud til det afgørende slag mod insekterne på Klendathu....

Hvad er det nu for nogle påståede uhyrligheder, Heinlein giver udtryk for i bogen? I Starship Troopers eksisterer der et tilsyneladende liberalt og frisindet samfund (skåret til over en amerikansk model) uafhængig af militærets institutioner. Og dog er det et elitært veteranstyre. Kun hvis man har været igennem en mindst toårig tjeneste i „Federal Service“, dvs. i det ganske usandsynlige tilfælde af, at man overlever og klarer sig igennem tjenesten (et sted i bogen står der, at kun 187 ud af i alt 2009 rekrutter i Ricos enhed er tilbage efter to år), må man kalde sig „borger“ og ikke blot „civilist“. Man bliver først derefter et fuldgyldigt medlem af samfundet, og man får stemmeret.

Men der er mange andre knaster, som har fået kritikerne til at gå til angreb. Den lette udskiftelighed af ordet „bugs“ med „reds“ og „japs“. Den latente socialdarwinisme, glorificering af krig, den offentlige afstraffelse, o.m.m..

Især i 1970’erne har der hersket tvivl om, hvorvidt Heinlein selv var positiv stemt over for bogens elitære patriotisme. I sin karakteristik af mr. Dubois har Heinlein utvivlsomt hentet inspiration hos den engelske filosof Thomas Hobbes. Dubois proklamerer, at mennesket ikke har nogen iboende moralske instinkter. Mennesket har kun en drift til selvopretholdelse. Kun de mennesker, der er i stand til at transcendere denne selvopholdelsesdrift ved at forsvare deres nation eller deres klode med deres eget liv, kan opnå fuldgyldig borgerret. Forfatteren viderefører således Hobbes idé om en samfundspagt, som mennesker frivilligt kan forpligte sig til, men hvis de ikke gør det, kan de ikke forvente at have noget at skulle have sagt. Bogens meritokrati, „præstationsstyre“, viser således et fremtidssamfund, hvor der, sagt på en positiv måde, ikke kun findes menneskerettigheder, men også menneskepligter. At disse pligter dog altid underordnes en elitær politisk doktrin, en slags anvendt platonisme med forkrøblede krigshelte som „bedrevidende fædre“, er selvfølgelig i fin overensstemmelse med mccarthyismens sejrstog i 1950’ernes kommunistforskrækkede USA.

Heinlein skrev Starship Troopers ud fra en propagandistisk impuls for at overbevise sine læsere om noget helt bestemt. Men måske troede han ikke selv fuldt og fast på sin sag. Og måske er det derfor mr. Dubois hedder, som han gør, fordi navnet unægtelig minder om „dubious“, det vil sige tvivlsomt, mistænkeligt. I stedet for at dømme forfatteren for manipulation og det, der er værre, er det muligt at se bogen som en intim studie i hjernevask i et kryptofascistisk fremtidssamfund: Hvordan det foregår i praksis, og hvilke midler der bruges; det vil sige hvordan en ung og uskyldig knøs tilfældigvis bliver suget ind i militærapparatets klamme hånd, og lærer at identificere sig med dets værdier og normer.

Dog er der hverken satire eller parodi at spore, hvilket ikke taler til fordel for forfatteren. Til gengæld er filmatiseringen af Starship Troopers fra 1997 parodierende på grænsen til det ekstreme. Til forskel fra bogen er det i filmen tydeligt, at der er tale om en parodi, og der er ikke sparet på SS-rekvisitterne for at understrege dette. Krig gør fascister ud af os alle, det er budskabet. Og det er kritik, ikke applaus. Filmens multikulturelle, post-feministiske fascisme (kvinder og mænd, sorte og hvide kæmper side om side, hinsides alle race- og kønskampe) er en bevidst karikatur af det moderne USA, der med opsigtsvækkende special effects og en ikke helt usympatisk personkarakteristik leger med krigsliderligheden i os alle.

Den legemliggjorte ’Space Adolf‘, mr. Dubois, vil givetvis sige, at alt dette slet ikke er morsomt. At det skam er alvorligt ment. De humanistiske idealer og demokratiske oplysningssamfund, vi lovpriser så højt i dag, er både sentimentale og tåbelige, og sådanne skønmalerier og håb på menneskehedens vegne vil blive trampet ihjel af den sejrende militarismes støvler, der med historien som vidne endnu en gang vil stadfæste sandheden om, at krig er den ultimative løsning på alle konflikter. Det er dette, som er det vigtigste budskab: At vi igen skal opruste, og tage magten fra de tøsede civilister, der fører vor klode lige lukt i afgrunden. Vi har brug for dig. Meld dig. Nu.

Udvalgte værker:
Revolt in 2100, 1939 (da. Revolution i år 2100, 1973)
Space Cadet, 1948
The Star Beast, 1954 (da. Stjernen, 1981)
Time For the Stars, 1956
Starship Troopers, 1959
Stranger in a Strange Land, 1961
The Moon is a Harsh Mistress, 1965-66

Filmatiseringer:
Starship Troopers, instr. Paul Veerhoven, 1997
The Puppet Masters, 1994