Mytologiske vragrester

Samuel Delanys Skæringspunktet

IDE HEJLSKOV

Samuel R. Delany (1942-) er en af de mere intellektuelle og komplekse science fiction-forfattere. Han er oprører og postmodernist og beskæftiger sig ofte med menneskenes mytologiske vragrester. Således også i det lille, men berømmede værk The Einstein Intersection (da. Skæringspunktet), hvor nogle sært fremmedgjorte væsner befinder sig i en mytologisk eller snarere i en ødelagt mytologisk fremtid på Jorden. I denne fremtid spiller teknologien ingen rolle, men det gør mediernes og fortællingernes mytologiske ekkoer. Figurerne iklæder sig eller støder tilfældigt ind i forskellige mytologiske roller, hvis forløb de så gennemspiller brudstykker af.

Hovedpersonen Lobey lever i en primitiv landsby, som er befolket af degenererede eller genmanipulerede personer. Måske derfor dør beboerne ofte i en meget ung alder uden forklaring, bl.a. Lobeys elskede Friza. Lobey drager ud på en færd for at finde ud af, hvorfor Friza er død og for at få hende tilbage. Men først slår han en menneskefigur med tyrehoved ihjel i en underjordisk labyrint. Da Lobey er kommet ud, tager han med drageridderne på jagt efter Baby Død sammen med Grøn-øje og Edderkoppen. De rejser til storbyen, og Lobey dør og genopstår. Undervejs finder han ud af, at han kan høre de melodier, folk har inde i deres hoveder, og kan spille dem. Han kan også bringe folk tilbage fra døden med sin musik.

Man skal ikke have læst megen mytologi for at opdage, at dette ikke er en almindelig fortælling, heller ikke en almindelig science fiction beretning. Skæringspunktet er en fortælling i en fjern fremtid på Jorden, hvor menneskene ikke eksisterer mere. De har efterladt sig kulturelle vragrester i form af opbrudte mytologiske forløb og splintrede figurer, som nogle aliens træder ind i. Figurerne, dvs. de fremmede, ved ikke selv hvilken verden, de befinder sig i eller hvorfor. Lobey ved knap nok, hvad mytologi er, og læseren følger Lobeys oplevelser og erkendelser. Derfor er læsningen præget af en famlende, formørket og langsomt akkumulerende erkendelse af den mærkværdige verdens sammenhænge.

Selv menneskenes videnskabsforståelse er stumper af forståelse. Figurerne blander Einstein, Bohrs og andre naturvidenskabsmænds landvindinger sammen i et kaotisk virvar. Alle former for erkendelse, analyse og forståelse er blevet til elementer i mytologiske fortællinger. Det er en fuldstændig postmodernistisk verden, de fremmede træder rundt i og lever, dør og genopstår i. Selv det ubevidste kommer op til overfladen, bliver til virkelig fortælling og opløses i overflade. Således optræder en figur fra en reklame, Duen, i virkeligheden som et reelt eksisterende længslens væsen, som Lobey møder til en fest.

Som et kuriosum kan nævnes, at historierne om fx Beatles og Elvis Presley er blevet overleveret mytologi i denne verden, mens personerne gennemlever forløb, hvor de som Lobey slår Minotaurus i labyrinten ihjel eller som en ny slags Orfeus forsøger at redde Eurydike ud af de dødes rige. Både Lobey og hans rejsekammerater er gentagelser af op til flere mytologiske figurer.

Der findes to typer af personer i denne verden, de almindelige og de anderledes. De anderledes er tilsyneladende alle deltagere i op til flere myter eller massemedie-fortællinger, og de har en magt over de andre og hinanden. De kan gøre døden om.

Opløst mytologi og reklameverden, forvrænget videnskab og en degenereret teknologisk verden viser sig for læserens blik. Lige så lidt som Lobey ved om dette, så lidt ved også læseren. For vi har at gøre med Lobeys jeg-fortælling. Han har i begyndelsen en meget begrænset horisont, formet af landsbyens små begivenheder og senere af det, han får fortalt af dem, han tilfældigt møder på sin rejse for at finde Friza.

Efterhånden som Lobey får mere at vide, bliver han også i stand til at benytte sig af og forstå sin evne til at spille. Faktisk ser det ud til, at han efterhånden behersker begivenhedernes gang. I hvert fald slutter bogen med, at Lobey tilsyneladende kan kalde en af sine rejsefæller tilbage fra døden og kan bestemme, om de alle skal befinde sig i en virkelig eller mytologisk verden. På denne vis ændrer tingene sig hele tiden afhængigt af, hvordan de opfattes. Tingene er ved at ændre sig, der er ved at ske noget nyt, som hverken har med telepati eller telekinetik at gøre, som det siges i bogen. Det sker i ruinerne af menneskenes efterladte ordforråd af mytiske fortællinger.

Delanys bog er på en gang primitiv og yderst avanceret. Primitiv, fordi han skildrer en reduceret omverden eller omverdensforståelse. Avanceret, fordi der under det hele gemmer sig en forståelse af verden som drømmeagtig og uden anden sammenhæng end de fortællinger, vi kan stykke sammen af ukendte brudstykker. Læseren sanser sammen med Lobey drabet på Minotaurus, men får aldrig at vide, at det er det, der er tale om. Først meget sent dukker begrebet mytologi op.

Det er ikke vanskeligt at se, hvor Jeff Noon må have en del af sin struktur i Vurt fra. Jeff Noon benytter sig også af glidende grænser mellem virkelighed og drøm, hvor han giver drømmen konkret eksistens. Han lader også en Orfeus-figur vandre gennem et zombieagtigt, men virtuelt landskab, for at søge efter sin Eurydike, og denne figur bliver sig undervejs sin evne til at manipulere med den virtuelle verden bevidst.

Begge bøger er jeg-fortællinger fra en verden i ruin, hvor grænsen mellem virkelighed og mytologi eller medieverden er flydende, og hvor jeg-fortællerne ikke helt selv ved hvilke fortællinger, de gennemlever og ændrer, når de handler. Men Delanys fortælling er som science fiction og erkendelse mere radikal, idet enhver form for fortælling er opløst og jo også menneskenes tilstedeværelse. Hans lille bog skildrer en højere grad af fremmedgjorthed og er dermed mere uhyggelig end Jeff Noons. Personerne er som den verden, de færdes i, udviskede omrids.

Imidlertid er Delany en del af 1960’ernes ny bølge indenfor science fiction, og som sådan har han ikke blot påvirket Jeff Noon, men sammen med andre eksperimenterende forfattere været med til at danne grobund for en mere sprog- og fortællebevidst stil med skiftende fortællere og synsvinkler som i cyberpunken.

Udvalgte værker:
Babel -17, 1966
The Einstein Intersection 1967, (da. Skæringspunktet, 1974).