Homo Cyberius

William Gibsons Neuromantiker

KRISTIAN MØRK

Engang tilbage i begyndelsen af 80’erne, kom den amerikanske forfatterspire William (Ford) Gibson (1948-) slentrende forbi en spillehal. Nysgerrigt tittede han ind i halvmørket, hvor ludende skikkelser stod bøjet over glimtende videoskærme. Den flimrende fiktion spejlede de unge menneskers fortrukne ansigter, mens de trådte ud af virkeligheden og ind i computerens verden af binær kode. Med ét fik Gibson en god ide og styrtede hjem for at indlede romanen Neuromantiker med sætningen: „Himlen over havnen havde samme farve som et fjernsyn, indstillet på en død kanal“.

Manuskriptet blev hakket ind på en gammeldags elektrisk skrivemaskine, og førsteudgaven var en paperback trykt på den type groft, gråt papir, man mest forbinder med offentlige toiletter. Og Gibson, der hidtil i al ubemærkethed havde fået publiceret enkelte noveller i diverse science fiction-magasiner, kunne til sin udelte overraskelse se, hvordan bogen hurtigt tilkæmpede sig både hardback og hæder, så priser med tilhørende lovord hobede sig op på bagsiden. Som konsekvens udkom i 1986 opfølgeren Count Zero, og et par år efter fuldendtes, hvad der i mellemtiden var vokset til en trilogi med Mona Lisa Overdrive.

Et referat af trilogiens omkring 900 sider kunne se sådan her ud: Det 21. århundrede er gået ind i sin anden halvdel, og gigantbyen kaldet „The Sprawl“ breder sig over USA, som en Bladerunner-by i tredje potens. Den fallerede hacker Case får under mystiske omstændigheder til opgave at bryde ind i familieimperiet Tessier-Ashpools rumstation for der at tiltvinge sig adgang til deres hovedcomputer. Hvad målet er, og hvem der står bag missionen er uklart, men efterhånden afsløres det, at den sindssyge 3Jane (Ashpools 2. datter 3. kloning) har skabt en KI (kunstig intelligens). For bedre at kunne kontrollere projektet har hun opdelt KI’en i to: Wintermute og Neuromantiker, og spærret dem inde i hver deres database. Cases opgave er at forene de to dele, så de ved samlet styrke kan bryde ud af harddiskens fængsel og trænge ind i det verdensomspændende computernetværk kaldet cyberspace. Det viser sig, at bagmanden er Wintermute selv, og forenet med Neuromantiker kopierer KI’en sig selv, hvorefter den begynder at infiltrere forskellige multinationale selskaber for at påvirke deres informationer efter egne interesser. Samtidig begynder de kunstige intelligenser at optræde som guder i cyberspace og bliver dyrket af en støt voksende voodoo-kult. Perspektivet i fortællingen skifter fra hackere over gadesamuraier til ludere og tilbage igen, men alle er de blot brikker i et gigantisk spil, styret af den voksende skare KI’ere, der på forskellig vis prøver at overtage Jorden og kontrollere dens udvikling.

Kritiske røster har sat spørgsmålstegn ved trilogiens litterære kvaliteter, og det kan ikke nægtes, at handlingen er krydret med melodrama og stænk af triviallitterær klodsethed. Men når bogen beskriver en fragmenteret og forvirrende fremtid, hvor det vrimler med „syvfunktions krafttilbagekoblings-manipulatorer“ og „displaydermatroder“, ægger det læselysten, at velprøvede handlingselementer som vold, sex og stoffer indgår i rigelige mængder. Det er kort sagt voldsomt spændende, når det gentagne gange demonstreres, at også paranoide personer kan blive forfulgt, og at kvinder med store bryster også kan være knaldgode til karate.

Ved hjælp af de velprøvede handlingselementer lykkes det Gibson at opbygge en genkendelig ramme for en romanstruktur, der ellers nemt kunne miste retning og sammenhæng. Romanerne er nemlig kendetegnet ved en springende og opbrudt stil, hvor flere handlingsforløb udspilles parallelt, samt et væld af mere eller mindre løsrevne parodier og betragtninger over nutidens trends og tendenser. Som for eksempel Sim stim (simuleret stimulation), en teknologi der har givet brugerne adgang til skuespilleres følelser, hvorefter millioner er blevet hooked på underholdning, og beskrivelserne af hvordan transnationale firmaer har overtaget de vildtvoksende storbyer, hvor anarki blot er en del af de fleste menneskers hverdag.

Hele tiden aner man Gibsons genskrivning af skabermyten. Alt hvad 3Jane forsøgte var at udleve menneskets ældgamle drøm om at skabe intelligent liv i sit eget billede, om at blive gud. Det lykkes, og hun giver liv til „Neuromantiker“ og „Wintermute“. Men KI’en kan ikke tæmmes, og den overtager langsomt kontrollen med den computerverden, der i sidste instans styrer virkeligheden. På den måde vendes billedet, og det bliver klart, at 3Jane uforvarende har skabt fremtidens digitale gud, en styrende kraft der står bag alting.

Det er denne store fortælling om udskiftningen af mennesket med computeren som evolutionens endemål, og mange andre små og store fortællinger, der efterhånden danner en mosaik af en fragmenteret og flertydig virkelighed, hvor det er svært at overskue helheden, men altid spændende at dykke ned i detaljen.

Med Neuromantiker i 1984 fik en spirende undergenre af science fiction et hovedværk. Og med Gardner Dozois anmeldelse i Washington Post også et navn: „Cyberpunk“.

Ordets første led „cyber-“ kommer af kybernetik (på engelsk cybernetics), der er videnskaben om styringsprocesser og sammenhængene mellem information og uorden i biologiske, mekaniske og samfundsmæssige systemer. I Gibsons trilogi finder kybernetikken sit ekstreme udtryk i det kaotiske netværk af digitale informationer, der bærer navnet „cyberspace“.

Cyberspace kan bedst beskrives som en sammensmeltning af Virtual Reality og Internettet. Det er en computergenereret virkelighed, man kan træde ind i ved hjælp af en computer, der er tilsluttet hjernen via elektroder. Ligesom Internettet er cyberspaces primære formål opbevaring, udveksling og udvikling af information, men i stedet for tekst er store dele af datamængden repræsenteret ved forskellige typer af geometriske former. Alle verdens computere er tilsluttet dette system, som har dannet sin egen verden af kode, hvor de fysiske love er ophævet. Det er hackernes paradis. Men cyberspace er bestemt ikke et ufarligt sted. Alle virksomheder har beskyttet deres information mod infiltrering, og alt efter forsvarssystemernes styrke kan et mislykket hackerforsøg resultere i alt fra svag hovedpine til permanent hjerneskade.

Gibsons trilogi får sin nerve gennem en vekselvirkning mellem de to verdener, cyberspace og virkeligheden. Det ene øjeblik følger man lejesoldaten Mollys kontante fremfærd i storbyjunglen. I næste sekund hvirvles man sammen med Case rundt blandt fluorescerende grafik og fordækte brugere i cyberspace på jagt efter informationer. Og gennem de to planers samspil skaber Gibson en roman, hvor handlingen drives fra den ene uventede hændelse til den anden.

I dag hvor alle er amatør-infonauter, og hvor enhver med respekt for sig selv har mindst én e-mailadresse og surfer på nettet jævnligt, er cyberspace en fast del af vores begrebsverden. Således bærer Gibsons romaner en del af æren for den måde, vi tænker på computergenereret virkelighed i dag, og nogle af ordene fra bøgerne er blevet indlemmet i fagsproget, ligesom enkelte af visionerne er blevet opstillet som fremtidige mål for forskningen. På den måde begyndte romanerne tidligt at forme informationssamfundet, og de fik et skær af profetier. Skabermyten rykkede et skridt tættere på virkeligheden, og Gibson fik kultstatus.

Endelsen „-punk“ i „cyberpunk“ henviser til undergenrens oprørske dimension. Ikke nok med at cyberpunkens repræsentanter klædte sig i spejlsolbriller og sort læder, de angreb også åbenlyst den etablerede science fiction. På kongresser og i blade slog de fast, at tiden var vokset fra koloniseringer af Mars eller følsomt filosofiske betragtninger over fremtidige samfund. Det var tid til nytænkning.

Undergrundsmusik, science fiction-traditionen, film og postmodernismens hovedværker udgjorde de vigtigste inspirationskilder for disse genrens sorte får, og resultatet blev skæve epos om individets muligheder i fremtidens teknologifikserede storbysamfund. Dermed gav cyberpunken hackere verden over ny identitet. Nu var de ikke længere bebumsede nørder med et overforbrug af dåsecola og matadormix, men derimod heroiske frihedskæmpere. Enere der, som Case og Count Zero, kæmpede mod systemets totalitære ensretning og ekspansion. Hacking overgik fra berigelseskriminalitet til ideologi, og diverse Robin Hood-lignende hackergrupper dukkede op og „befriede“ information på nettet. Alle havde de Neuromantiker liggende på natbordet – de computerkriminelle havde fået en bibel.

Neuromantiker er en tour de force i visioner og aversioner, hvor William Gibson fører virkeligheden et skridt videre, så fremtid og samtid blandes og bliver uadskillelige. Sammen med forfatteren Bruce Sterling introducerede han en række temaer, der efterhånden er blevet fast bestanddel i størstedelen af den moderne science fiction. Og alt imens kan man læne sig tilbage og nyde de funklende neonlys på technopolernes nattehimmel og de geometriske dataformer i cyberspace. Det er fremtiden.

Udvalgte værker:
Neuromancer, 1984 (da. Neuromantiker, 1989)
Count Zero, 1986 (da. Count Zero, 1993)
Mona Lisa Overdrive, 1988 (da. Mona Lisa Overdrive, 1993)
Idoru, 1996 (da. Idoru, 1998)