Send As SMS
GrahamsBloggerNovelTemplate

Det historiske laboratorium

Brødrene Strugatskijs Svært at være gud og Roadside Picnic

ROBIN ENGELHARDT

De østeuropæiske science fiction-forfattere er ikke særlig kendte i Danmark, men hvad angår deres globale indflydelse og betydning er situationen anderledes, end man umiddelbart tror. Den mest læste science fiction-forfatter er ikke Asimov, Heinlein eller Clarke, men Stanislav Lem, en polak, hvis bøger med et samlet oplag på over 40 millioner har en læserskare langt ud over de normale kredse. Den største andel af science fiction-forfattere i forfatterforeninger findes ifølge den amerikanske forfatter Theodore Sturgeon ikke i USA, men i Ungarn. Og blandt de mest priste science fiction-forfattere verden over tæller de russiske brødre Arkadij Natanovich Strugatskij (1925-91) og Boris Natanovich Strugatskij (1933-).

Arkadij Strugatskij var freelanceskribent og oversætter fra engelsk og japansk. Boris Strugatskij er uddannet matematiker, astronom og datalog. Kombinationen af Arkadijs omfattende viden om den vestlige litteratur og Boris’ videnskabelige ekspertise var et perfekt udgangspunkt for deres forfatterskab, og de blev hurtigt de førende og mest oversatte sovjetiske science fiction-forfattere nogen sinde. Blandt deres hovedværker tæller man normalt Svært at være Gud (1964), Roadside Picnic (1972) og Definitely Maybe (1976-77), men det var romanen The Ugly Swans (1969), der fik den sovjetiske censur til at reagere, og frem til den kolde krigs afslutning nød brødrene Strugatskij det privilegium at blive anset som dissidenter, der tør lave skarp social satire, hvor kommunismen, men også kapitalismen, fik nogle ordentlige skud for boven.

Allerede før The Ugly Swans praktiserede Strugatskij-brødrene samfundskritik i romanen Svært af være Gud. En gruppe af „eksperimentelle historikere“ fra Jorden besøger en middelalderlig planet i et ikke så fjernt solsystem for at observere de menneskelignende væsner, der lever dér. Én af historikerne, Don Rumata, alias Anton, anses af planetens beboere for en slags gud fra ukendte lande, der ikke kan dø, og som har overnaturlige kræfter. Alle i befolkningen ønsker hans hjælp, enten for at undgå den sikre død i kampen mod despotiet eller for egen vindings skyld. Humanist som Don Rumata er, hjælper han de gode mennesker – læger, kunstnere, skriftlærde og progressive kræfter – men han er ikke almægtig. Årsagen er missionens krav om ikke at slå ihjel. Og ligegyldigt hvor mange gode sjæle Rumata frelser, kan han ikke vælte despotiet, og hans gode gerninger ligner et sisyfosarbejde.

Spørgsmålet er, om man kan – og må – hjælpe befolkningen til at overvinde det lidelsesfulde despoti, de lever under, for at fremme et humanistisk og oplyst samfund. Problemet er maksimet om „ikke-indblanding“, som også kan genfindes i andre science fiction- værker, som for eksempel hos Ursula LeGuins Mørkets venstre hånd og i tv-serien Star Trek. Her, hos Captain Picard og hans besætning på rumskibet Enterprise, kaldes maksimet for „Det Store Direktiv,“ som knæsætter princippet om, at hvis vi mennesker en dag skulle møde fremmede kulturer i universet, må vi ikke blande os i deres histories gang. Ejheller tilbyde nogen form for kosmisk udviklingshjælp. Vi må lade tingene gå deres egen skæve gang for ikke at ødelægge tingenes egenart.

Det bliver klart i Svært at være Gud, at en indblanding ikke vil befri folket fra barbari og fanatisme. Den vil blot føre til en ny form for „oplyst diktatur“. Men fordi guderne fra de fjerne planeter også kun er mennesker og derfor moralsk forpligtet til at modgå uretfærdigheder, er maksimet om ikke at handle et vaskeægte dilemma. Rumata tror i begyndelsen, at den passive strategi er den rigtige. Men jo længere tid der går, desto mere tvivler han på sagen, og det bliver værre og værre for ham ikke at kunne handle ud fra sine medmenneskelige følelser og sin umiddelbare opfattelse af ret og uret. Da Rumata i slutningen af bogen forelsker sig i pigen Kiun, og hun dør i et beskidt bagholdsangreb, går Rumata amok og glemmer alle de gode forsæt. Med sit sværd slagter han de usle barbarer, som har dræbt hans elskede.

Som bogens titel siger, er det svært – hvis ikke umuligt – at være gud for andre. Vi kan hverken frelse eller hjælpe andre kulturer i deres kamp mod egne dæmoner. Vi bliver tværtimod selv besat af dem, og „Det Store Direktiv“ er derfor en utopi, der må lide skibbrud så længe mennesker er mennesker. For trods deres bedste intentioner, og trods deres gode opdragelse og humanistiske uddannelse, kan mennesker ikke beherske driftsimpulserne. At det hos Rumata blev kærligheden – den af alle kulturer og samfund højest besungne skat – der blev udløseren af brutalitet, er en ekstra ironi i bogen. Skulle man måske afskaffe kærligheden for samfundets skyld? Skulle man beskære menneskets vildtvoksende lidenskaber for idealets skyld?

Næppe, og derfor er afgrunden mellem menneskets samfundsdrømme og vores dyriske banalitet skildret så gabende stor i romanen. Overført på kommunismen (hvilket enhver kritisk sovjetisk læser formentlig gjorde dengang) stiller bogen indirekte følgende spørgsmål: Er det overhovedet muligt at realisere et „perfekt samfundssystem“ for mennesker i dag? Er det ikke tværtimod nødvendigt for os først at gennemleve de forskellige historiske stadier? Kan man bare „indføre“ et marxistisk samfund uden at have gennemspillet og derfor lært af fejludviklingerne? Eller er marxismen selv en af fejludviklingerne? Heldigvis, som man kan se, lod den sovjetiske censur under den kolde krig tvivlen komme bogen til gode.

Den mest kendte roman af brødrene Strugatskij er ikke Svært at være Gud, men Roadside Picnic (er ikke oversat til dansk), der også var forlæg for Andrej Tarkovskijs filmatisering med titlen Stalker (da. Vandringsmanden) fra 1979. Hvor problemet i Svært at være Gud handler om væsner, der i deres historiske fastlåsthed ikke er i stand til at tage imod en hjælpende hånd fra fremmede, er situationen i Roadside Picnic vendt 180 grader. Her er det mennesker, der får muligheden for hjælp uden at tage imod den. I Roadside Picnic har fremmede væsner været på besøg på Jorden og efterladt seks mystiske „zoner“, der mest af alt minder om nogle efterladte picnics, hvor de besøgende har glemt at rydde op efter sig. Zonerne er farlige at betræde, fordi naturlovene går grassat derinde. Selvom zonerne beviseligt er skabt af fremmede væsner, kan de ikke bruges konstruktivt af mennesker, de kan ikke forstås og bliver således langsomt et symbol på, at heller ikke menneskene kan forstå sig selv.

Både i Roadside Picnic og i Svært at være Gud er man hensat til et filosofisk eksperimentarium, og til de vigtigste sociale indsigter hører, at følgerne af en invasion i givet fald kun vil være af betydning for én procent af den menneskelige befolkning. Resten vil være fuldstændig ligeglade og fortsætte med at tolke alt i henhold til deres egen konsumideologi – eller de andre historisk betingede ideologier, der nu engang måtte være til stede i en given tid. Menneskeheden er ikke i stand til pludselig at springe ud af sin egen historie.

Brødrene Strugatskij bedriver en slags ’eksperimentel historieforskning‘. Menneskeheden tages under lup i det historiske laboratorium, og det er dette, der menes med „videnskabelig science fiction.“ Resultatet er ikke særlig opmuntrende. Alle ideologier degenererer, fordi mennesket ikke er i stand til at ønske sit eget bedste. Fremtidens mennesker mister evnen til at forestille sig det gode uafhængigt af den personlige fordel og mister dermed magten til at ønske sig menneskehedens lykke.

På trods af denne negative dom hersker der i brødrene Strugatkijs romaner en stædig vilje til fortsat at søge lykken, og med deres flotte sprog og psykologiske dybde er Strugatskij-brødrene bestemt et nærmere bekendtskab værd.

Udvalgte værker:
Trudno byt’ bogom,
1964 (da. Svært at være Gud, 1985)
Piknik na obotshine,
1972 (eng. Roadside Picnic, 1979)
Za milliard let do kontsa Sveta,
1976-77 (eng. Definitely Maybe 1978)
Gadkie lebedi,
1969 (eng. The Ugly Swans, 1979)

Filmatiseringer:
Stalker (Vandringsmanden),
Andrej Tarkovskij, 1978-79
Trudno byt’ bogon, (Svært at være Gud),
tysk/fransk/russisk co-produktion, 1989

1 Comments:

Anonymous Kontakt Tyskland said...

Hej, god post og tak for info!

Mvh
KT

1:46 AM  

Tilføj en kommentar

<< Home