Send As SMS
GrahamsBloggerNovelTemplate

Fem dollar pr. lig

Kurt Vonneguts Slagtehal fem

KRISTIAN MØRK

Natten før Valentine’s Day 1945, hvor forventningsfulde piger overalt i USA lå søvnløse ved tanken om kærlighed og gaver, lød luftalarmen over den tyske by Dresden. Sværme af Royal Air Force Lancaster bombemaskiner angreb i to frygtindgydende bølger og smed over 650.000 brandbomber, der omdannede byen til et frådende flammehav. Ilden var så kraftig, at den opbrugte ilten i flere kilometers omkreds, og tusindvis af mennesker blev kvalt i beskyttelsesrummene. Da den ny dag gryede, fuldførte 450 amerikanske B-17 bombefly angrebet ved at smide tonsvis af eksplosiver ned over den brændende by. Resultatet var 135.000 døde – flere end antallet af omkomne ved atombombningerne i Hiroshima og Nagasaki tilsammen. En af de overlevende var den 23-årige amerikanske krigsfange Kurt Vonnegut Jr. (1922-). Ved et mirakuløst tilfælde var det lykkedes ham at finde ly i de dybe kældre under slagtehal fem, og i dagene efter angrebet gravede han lig frem fra ruinerne og kørte dem til store ligbål. 23 år senere var Kurt Vonnegut allerede en anerkendt forfatter, men hans endelige gennembrud kom med romanen om hans oplevelser under Anden Verdenskrig: Slagtehal fem eller børnekorstoget: En pligtdans med døden.

Romanen udkom i 1969, en tid hvor USA’s befolkning forsøgte at forstå nationens involvering i et fjernt land kaldet Vietnam, og blandt andet på grund af handlingens skarpe pointering af krigens meningsløshed blev den en kæmpe succes. Hovedpersonen i Slagtehal fem er optometristen Billy Pilgrim. Ligesom Vonnegut bliver han taget til fange af tyskerne og ført til Dresden, hvor han overlever den frygtelige brandstorm. Fortællingen om Pilgrims oplevelser under Anden Verdenskrig bliver jævnligt afbrudt af uddrag fra hans liv både før og efter krigen. Og indimellem berettes om hans tidsrejser til planeten Tralfamadore, hvis indbyggere har en evne til at se fortid, nutid og fremtid på samme tid. Ved ikke at anskue tiden som lineær er tralfamadorianerne kommet frem til den livsanskuelse, at hele universet med alt, hvad der finder sted i det, er forudbestemt, og derfor er det bedste, man kan gøre at fokusere på de gode sider af livet, for lige meget hvad man foretager sig, bliver eksistensens grundvilkår ikke anderledes. På Tralfamadore bliver både Pilgrim og hans ungdoms uopnåelige kæreste udstillet i en zoologisk have, hvor de mange besøgende tralfamadorianere kan studere den menneskelige adfærd gennem en glasvæg.

Som et udtryk for den tralfamadorianske tidsopfattelse bliver hele bogen fortalt uden hensyntagen til kronologi. Med en fortællestil, en kritiker beskrev som inspireret kaos, springer Vonnegut frem og tilbage mellem forskellige hændelser i Pilgrims liv. Således har fortællingen både en begyndelse og en slutning, men de ligger bare ikke henholdsvis først og sidst i bogen, og de resterende kapitler er sammensat på tværs af tid og rum. I stedet er bogens afsnit organiseret på den måde, der giver mest mening for Pilgrim og Vonnegut. Effekten bliver, at læseren får et meget subjektivt billede af sammenhængene mellem episoder og personer, der bliver beskrevet i fragmenter, som efterhånden afslører deres indbyrdes afhængighed og forenes i romanens samlede udtryk. Et udtryk, der mimer den tralfamadorianske tidsopfattelse. Og på den måde inviteres læseren til at gøre ligesom de mystiske tralfamadorianere, nemlig at fokusere på de gode sider og sammensætte sin egen mening ud fra romanens handlingsforløb. Ellers bliver det hele meningsløst.

Samtidig mindes læseren om erindringens væsen. Romanen igennem vender fortællingen jævnligt tilbage til Pilgrims oplevelser af krigens rædsler af forkullede lig og moralsk forarmelse, og Vonnegut demonstrerer, hvordan mennesket hele tiden genopfrisker tidligere oplevelser og behandler dem i lyset af nutidens tildragelser. Og når læseren præsenteres for krigen for anden, tredje eller fjerde gang, er det hver gang med nye informationer på nethinden, der nødvendiggør ny bearbejdelse, som igen belyser andre hændelser fra en ny vinkel og så videre.

Man kan vælge at se Pilgrims møde med tralfamadorianerne som hans måde at klare krigstraumet på. På den fjerne planet finder han ro i en fatalistisk livsfilosofi og et fangenskab, der hverken stiller krav til karriere eller kunnen, og som indeholder et moment af seksuel fantasi og voyeurisme i form af kvinden og glasvæggen. På samme vis bliver selve romanen Vonneguts måde at gøre op med sine egne oplevelser under krigen på. Det første kapitel handler da heller ikke om Pilgrim, men om forfatteren selv. Her kan man læse om hans møde med en gammel krigskammerat og om nogle af de tanker, han har gjort sig under arbejdet med bogen. Men fordi det er en del af romanen, og ikke for eksempel et forord, kan det ikke undgå at få karakter af fiktion. Eller er det omvendt? Er det historien om Pilgrim, der får tilføjet et skær af virkelighed?

På trods af helhjertede forsøg på at undgå enhver litterær kategorisering er Vonnegut ofte blevet karakteriseret som en science fiction-forfatter. Men hans måde at arbejde med genren på adskiller sig fra den gængse, for i Slagtehal fem bliver science fiction brugt som et ekstra lag til at belyse og nuancere et andet spor i fortællingen. Hvorvidt Tralfamadore og dens indbyggere kun er produkter af Pilgrims forstyrrede fantasi, kan være svært at afgøre. Men det er også lige meget, for ved at blande science fiction med fiktion og biografi formår Vonnegut at sætte livets mange modsætninger og meningsløsheder i perspektiv.

Af sine dyrepassere lærer Pilgrim at forstå den tralfamadorianske tankegang, og sidst i sit liv vender han tilbage til Jorden for at prædike sin nyfundne tro på tiden. Der ligger selvfølgelig en vis ironi i, at den tidligere så ubehjælpsomme optiker nu vil hjælpe Jordens befolkning til at se livets sande karakter i øjnene. Men Pilgrim er virkelig, som navnet siger, en søgende sjæl på vandring. Først mener han at finde fred i sit fangenskab i Tralfamadore, men gennem mødet med de fremmede livsformer, går det op for ham, at målet for hans pilgrimsfærd ikke er en fjern planet, men derimod erkendelse af livets grundpræmisser. Og herefter er formidlingen af denne indsigt en naturlig følge. Ligesom den er det for Vonnegut i kraft af selve romanen, hvor sort humor, pessimisme og medlidenhed alle indvirker på den gennemgående opfordring til menneskeheden om ikke at opgive sin humanitet, selv når udslettelsen er nærmest.

Hele den tralfamadorianske livsfilosofi bliver opsummeret i den lille bøn indgraveret på et halssmykke, der hviler trygt mellem de velformede bryster på Pilgrims medfange: „Gud give mig klarsyn til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre, mod til at ændre hvad jeg kan og visdom til at skelne mellem de to.“ En levesætning, der blandt andet finder sit udtryk, hver gang en person i romanen dør (i alt 123 gange), og Pilgrim tilføjer et på en gang fatalistisk og ironisk „Sådan går det“. Efterhånden som man læser sig igennem de til tider meget forvirrende sider, bliver det klart, at Slagtehal fem ikke så meget handler om Dresden og rumvæsner, som om alment menneskelige psykologiske aspekter som opfattelsen af tiden, døden og usikkerhed på livets karakter.

Vonnegut er selv førstegenerations amerikaner og fjerdegenerations tysker, hvilket sikkert er medvirkende årsag til at Slagtehal fem ikke bliver et spørgsmål om at vælge side, men derimod om at være til. Selv sammenlignede han sig med Lots hustru, der under ødelæggelsen af Sodoma og Gomarra gav efter for sin menneskelighed, kastede et sidste blik tilbage på sit hjem og blev forvandlet til en saltstøtte. Med Slagtehal fem står han som en saltstøtte og ser tilbage på Dresden kæmpende med sin kun alt for udefinerbare følelse af menneskelighed.

Senere har han tørt bemærket det ironiske i, at han skulle være den eneste, der fik noget som helst ud af den unødvendige massakre i Dresden, og beregnet beløbet til omkring 5 dollars pr. død. Sådan går det.

Udvalgte værker:
The Sirens of Titan,
1959 (da. Sirenerne på Titan, 1970)
Cat’s Cradle,
1963 (da. Da verden gik under, 1969)
Slaughterhouse-five or The children‘s crusade: A duty-dance with death,
1969 (da. Slagtehal fem eller børnekorstoget: En pligtdans med døden, 1970)

Filmatiseringer:
Slaughterhouse Five,
af George Roy Hill, 1972 (da. Slagtehus 5)