Galaktiske imperier og erkendelsesskred

Isaac Asimovs serie om Stiftelsen

IDE HEJLSKOV

Stiftelsen af Isaac Asimov er en serie i syv bind, man som science fiction-interesseret ikke kan være foruden. Få science fiction-forfattere har skrevet så meget science fiction som biokemikeren Isaac Asimov (1920-1992), og få er blevet så kendte. Stiftelsesserien er en klassiker blandt hans bøger og i science fiction i det hele taget. Den første Foundation (Stiftelsen) er fra 1951, den sidste Forward the Foundation er udgivet posthumt i 1993.

Når Stiftelsen er sådan et ’must’, skyldes det, at den er en af de første store galaktiske imperiekonstruktioner i science fiction-litteraturen. Stiftelsen er et vovestykke i overraskende logisk tænkning. Men ikke nok med det. Serien er også en diskussion af store menneskemassers forudsigelighed, demokrati og den gode menneskeheds fremmarch.

Stiftelsen strækker sig over et årtusind i en fjern fremtid og tager it udspring i psykohistorikeren Hari Seldons videnskabelige forudsigelser om det store galaktiske imperium, der eksisterer på dette tidspunkt. Psykohistorie er nemlig en matematisk videnskab, som Hari Seldon udvikler til at kunne forudsige fremtiden i form af procentvise sandsynligheder. Seldon regner ud, at det galaktiske imperium vil gå under om senest fem hundrede år. Derefter vil der herske kaos i tredive tusinde år. Først efter denne lange kaotiske periode vil der opstå et nyt imperium.

Noget sådant kan man naturligvis ikke hævde uden at komme i karambolage med magthaverne, og der bliver indledt en retssag mod Seldon. Imidlertid har hans metode, og angsten for den, så stor magt, at han bliver løsladt igen og får lov til at oprette sin stiftelse, som bliver sendt til periferien af det befolkede univers. Denne stiftelse skal sørge for, at den kaotiske periode bliver reduceret fra tredive til et tusind år.

Stiftelsen har viden om atomkraft og skal efterhånden udvikle sig til at udnytte den demokratisk i samkvem med de omkringliggende planeter. I al hemmelighed får Hari Seldon også oprettet en anden stiftelse bestående af psykohistorikere, der bliver oplært i at manipulere med andres bevidsthed, og om hvilke vi kun får at vide, at de befinder sig i den anden ende af universet i forhold til den første stiftelse.

De første to bind handler om udviklingen i den første stiftelse. Den anden stiftelse hører vi om senere, for den lever skjult og skal først træde til, hvis den første stiftelse er i fare for at blive udryddet, hvad den ganske vist jævnligt ser ud til at være. Men alt går i virkeligheden planmæssigt, altså bevæger sig frem mod den første stiftelses ny imperium baseret på handel og demokrati, indtil Muldyret, en grim og ranglet mutant, der kan læse menneskers bevidsthed og manipulere med deres følelser, dukker op. Så går alt til gengæld skævt.

Muldyret kan helt alene bevæge store menneskemængders følelser og dermed også historiens retning. Muldyret erobrer så let som ingenting den ene stiftelsesplanet efter den anden og skaber håbløshed og angst i hele stiftelsen, uden at nogen overhovedet ved, hvordan det ser ud. Muldyret opretter et despotisk rige og tager ud for at finde den anden stiftelse. Den sidste oplysning får vi dog først senere.

Vi følger nemlig fire rejsende, som er draget ud for at finde den anden stiftelse, der skal hjælpe dem mod Muldyret. Meget sent bliver det klart, at en af personerne i rumskibet, en grim, ranglet og ensom gøgler, de har taget med på turen, fordi han var forfulgt, er selveste Muldyret. Han har læst deres tanker og manipuleret med dem.

Opdagelsen af hvem Muldyret er, sker i en meget ophedet situation. De er draget til imperiets gamle centrum og en af dem, Eblin Mis, har undersøgt papirerne om den anden stiftelse. Efter ugers hektisk læsning og tænkning er han nået frem til et resultat. Han har samlet de tre andre og skal til at fortælle dem, hvor den anden stiftelse til hans store overraskelse befinder sig.

I det øjeblik, hvor både de fiktive personer og læseren spændt venter på resultatet af Eblin Mis’ undersøgelser, skyder Bayata ham. Hun er den eneste, der ikke er blevet manipuleret af Muldyret, fordi hun helt naturligt holdt af ham, og det tiltalte ham. Bayata skyder Eblin Mis, fordi hun har fundet ud af, hvem Muldyret er, og hun ikke kan skyde ham pga. hans evne til følelsesmanipulation, men hun kan forhindre ham i at høre om den anden stiftelses placering. Ingen får altså at vide, hvor den anden stiftelse er. Sådan opstår der gang på gang overraskelser og manipulationer af såvel de fiktive figurer som af læseren.

Tredje og fjerde bind handler om den anden stiftelse, som befinder sig et ganske overraskende sted, men ganske rigtigt i den anden ende af universet, et sted som gør det muligt at modvirke Muldyrets manipulation med menneskenes bevidsthed. Muldyret taber til sidst til den anden stiftelse, fordi de i et øjeblik, hvor Muldyret føler afgrundsdyb håbløshed, kan fjerne hans erindring om, at han faktisk har fundet dem. Muldyret kan ikke få børn, og da han dør, opløses hans rige.

Imidlertid viser det sig senere, at også andre former de store massers bevidsthed, og Golan Trevize drager ud for at finde kilden til denne stærke indvirkning på menneskenes bevidsthed. Hver gang læseren tror, at nu har vi fundet ud af, hvem der styrer begivenhederne, nu er det logiske puslespil faldet på plads, ja så dukker endnu en bagvedliggende magt op, der jonglerer med menneskenes bevidsthed.

Den sidste magt er robotten Daneel, der befinder sig i månen i cirkulation om Jorden. Han har altoverskyggende evner for at manipulere med menneskers følelser og tanker og er en slags garant for, at menneskeheden og det gode vil overleve.

Stiftelsen er præget af koldkrigstidens sort/hvide tænkning og ukomplicerede forestillinger om samfundsudviklingens kræfter. Asimovs tankegang er formet af det særlige amerikanske demokrati og dets faldgruber og af tidens forestillinger om, at verden lod sig forme af karismatiske ledere, som menneskemængden fulgte i det moderne populistiske demokrati. Asimovs univers, specielt konstruktionen af Muldyret, bærer præg af, at man stadig huskede, hvordan Hitler ændrede verdens gang, tilsyneladende ene mand.

I virkeligheden er det alternativ Asimov fremkommer med ikke synderligt demokratisk, idet menneskeheden ikke reddes af menneskenes egne demokratiske evner, men af en særlig gruppe mennesker og senere en robot, der kan manipulere med den menneskelige bevidsthed. Asimov overgiver sig til en udemokratisk tankegang, som højst sandsynligt har verseret i USA i forbindelse med CIA’s indgreb i andre landes indre anliggender. Udemokratiske metoder er for Asimov den eneste løsning, når store karismatiske ledere vildleder.

Forestillingen om, at der altid er nogle styrende magter bag menneskenes opførsel, betyder, at Asimov har nogle enkle og meget modsatrettede kræfter at arbejde med, hvilket giver hans storfortælling et fantastisk drive. Vi følger nogle personer tæt i en kort periode, indtil en logisk gåde om, hvem der styrer og manipulerer, er opklaret. Så forlader vi dem for at møde andre centrale personer og deres gåder.

Gang på gang skaber Asimov aha-oplevelser eller noget, man kunne kalde erkendelsesskred. I et længere stykke tid med heftige begivenheder holdes læseren hen i uvished om, hvem der styrer begivenhederne. Man tror, at nogle personer forsøger at finde den anden stiftelse for at udrydde den. De finder den og udrydder den. Til sidst afsløres det, at den anden stiftelse har lavet dette set-up for at forblive en hemmelig gruppe.

Hver gang læseren kastes ud i et sådant erkendelsesskred giver det et sug i maven og en herlig tilfredsstillelse over, at nu giver det mening igen. Indtil næste gang.

Asimov er beskæftiget med et populistisk demokrati som det ses i Amerika. Han er beskæftiget med et sådant demokratis sårbarhed stillet ansigt til ansigt med magtbegærlige og karismatiske ledere og stiftelsen er hans utopiske middel mod det onde i et populistisk demokrati. Forestillingen om, at én mand skulle kunne forudsige og til en vis grad styre de galaktiske imperiers udvikling tusind år frem i tiden, tyder imidlertid på en ganske enkel opfattelse af samfundets drivkræfter. En af Asimovs figurer gør således også rede for, at Seldons plan er baseret på, at mentaliteten og de grundlæggende samfundsmekanismer ikke ændrer sig i løbet af en periode på tusind år. Det må siges at være et usikkert fundament.

Hvis ikke man stoler på Asimovs forestillinger om drivkræfterne i samfundet eller hans tro på, at man kan fremme demokratiet med udemokratiske metoder, kan man nyde hans evne til at overraske på logisk vis. Menneskene er figurer i et logisk spil, der handler om menneskeheden som idé, om hvordan menneskene lader sig manipulere. Det er en af måderne Asimov har dannet skole på. Med sine logiske erkendelsesskred. Og med sine storslåede konstruktioner af forgrenede galaktiske universer.

Udvalgte værker:
I, Robot, 1950 (da. Robot, 1973)
Stiftelsesserien:
Foundation, 1951 (da. Stiftelsen, 1979)
Foundation and Empire, 1952 (da. Stiftelsen og imperiet, 1979)
Second Foundation, baseret på materiale udgivet i 1948 og 1949
(da. Den sejrende stiftelse, 1979)
Foundation’s Edge, 1982 (da. Agent for stiftelsen, 1984)
Foundation and Earth, 1986
Prelude to Foundation, 1988
Forward the Foundation, 1993 (udgivet posthumt)