Send As SMS
GrahamsBloggerNovelTemplate

Et paradis forklædt som mareridt

Aldous Huxleys Fagre nye verden


ROBIN ENGELHARDT

Hvordan ville du beskrive den perfekte verden? Måske skulle det være en ø – sådan en med hvide sandstrande, en farverig natur befolket af lutter smukke og kloge mennesker, der har al den frihed, de måtte ønske sig. Det skulle være en lykkelig verden, som hverken kender til tragedier, angst eller ekstreme følelser; en verden, hvor de personlige udfoldelsesmuligheder ikke bliver undertrykt på nogen måde, hvor man aldrig behøver at være alene, og hvor det sanselige begær kan stilles når som helst. Heller ikke alderdommen må være noget problem. Det skulle være en verden, hvor selv den 60-årige bevarer et ungdommeligt sind og en krop som en tyveårig; en verden hvor der hersker fuldkommen seksuel frihed, og hvor man med en avanceret teknologi kan bruge fritiden til forlystelser, sport og spil.

Dette er blot en del af den positive og lykkelige verden, Aldous (Leonard) Huxley (1894-1963) beskriver i romanen Fagre nye verden (Brave New World) fra 1932. Titlen er taget fra Shakespeares drama Stormen, hvor den underskønne, men naive Miranda vokser op på en ubeboet ø som datter af den detroniserede hertug af Milano, Prospero. Af lutter begejstring over at møde andre mennesker udbryder Miranda i sidste akt ordene:

„How beauteous mankind is! O brave new world, That has such people in’t!“

Huxley brugte dette Shakespeare-citat som titel på sin bog, fordi Miranda var blændet af den overfladiske skønhed, hun mødte. Beboerne i Huxleys Fagre nye verden er også blændet af deres overfladiske lykke.

Virkeligheden er en helt anden. Huxley ville vise læseren, at paradiset i sandhed er et mareridt. Fagre nye verden er en satire over et påstået lykkeligt samfund, der – når man ser nøjere efter – er et totalitært misfoster. Det er et sted, hvor mennesker er formørkede, og hvor der eksisterer en systematisk social uretfærdighed. Et samfund, hvor individualiteten er udvisket, hvor genteknologien har gjort alle til identiske kloner, hvor underholdningsindustrien har ændret folk til driftsfikserede zombier, og hvor der ikke længere findes ægte menneskelige relationer. Kun overfladisk sex og morskab.

I Fagre nye verden er mennesker opdelt i kaster. Fra fødslen bliver de genetisk forudbestemt til at varetage forskellige arbejdsområder: Man kan være alt fra en ambitiøs „alfa plus“, til en komplet idiotisk, men glad, „epsilon minus“. Men der er ingen klassekamp, fordi alle er blevet indoktrineret med gensidig arrogance. I bogen foregår det i form af genetiske manipulationer af fostrene, og en mild tortur af børnene. Ved hjælp af kunstigt skabte ubehagelige oplevelser fremavles en slags instinktiv modvilje mod alt, hvad der ikke er ens. Menneskene bliver ensrettet og manipuleret til ikke at kunne gennemskue de despotiske midler, der bruges imod dem. Derfor er de alle glade.

Enkelte tvivler dog på den overfladiske lykke. For eksempel Bernhard Marx, en alfa plus, der ved et uheld fik en lille ethanolforgiftning under sin fosterudvikling i de kunstige rugekasser og på den måde ikke blev lige så høj som alle de andre alfa plus’er. Han er fremmedgjort over for de evindelige fornøjelser og sociale uretfærdigheder. Bernhard længes efter noget dybere, efter autenticitet og lidenskab, og da han på et tidspunkt får mulighed for at besøge et af de få tilbageværende „reservater“, hvor der stadig findes uciviliserede „vilde mennesker“, tager han gladeligt af sted sammen med den smukke pige Lenina.

Med hjem tager de John „den vilde“, der, som et eksperiment, får lov af „verdensherskeren“ til at leve landt de civiliserede. John elsker Shakespeare og de dybe lidenskaber, dennes dramaer udspiller, men som det nye samfund hverken kender eller værdsætter. Verdensherskeren kender godt til Shakespeare, en forklarer „den vilde“, at det i den nye verden ikke er dybde eller sandhed, der er afgørende, men tilfredsstillelse af menneskers begær. Ikke andet.

Huxleys skrækindjagende fremtidsvision i Fagre nye verden har fået status af verdensklassiker, fordi bogen som den første indvarslede en helt ny tidsalder – biologiens tidsalder. Den blev skrevet lang tid før anden verdenskrig, og endnu længere tid før man lærte at klone, lave screening og genetiske ændringer på menneskefostre.

Huxley så, at de mange tekniske afkast, naturvidenskaben har frembragt og vedbliver med at frembringe, fortsat ville styrke troen på, at man ad materialistisk vej kan mætte menneskers sanselige begær og derved befri dem for alle former for ubehag, lidelse og død. Huxley mente, at biologien ville være vejen, ad hvilken man håbede at realisere samfundslykke.

Aldous Huxley stammede fra en prominent familie af engelske biologer. Hans bedstefar, Thomas Henry Huxley, var en berømt forfatter og ven af Darwin, der skrev mange tekster til forsvar for Darwins udviklingslære. Også Aldous Huxleys far og bror var berømte biologer. I løbet af sin opvækst i 1910’erne og 20’rne fik Aldous Huxley lejlighed til at omgås en stor skare af videnskabsmænd og forfattere fra den liberale og intellektuelle engelske elite, og han havde kendskab til de store omvæltninger inden for fortolkningen af darwinismen – inklusive mange af de udbredte ideer om eugenik, dvs. arvehygiejne på mennesker. Det er således tankevækkende, at Aldous Huxleys bror, Julian Huxley, blot et år før Fagre nye verden udkom, skrev bogen What Dare I Think, hvori han skriver om diverse ideer til genetisk kontrol og raceforbedringer på mennesker – og hvor han udtrykkeligt anser det for at være et fremskridt. Som forfatter var Aldous Huxley derfor særdeles godt rustet til at ane, hvor stor betydning beherskelsen af biologien ville få for fremtiden. I det hele taget var Huxley den første forfatter (også blandt science fiction-forfatterne), der kunne se, at det – næst efter fysikken – nu var biologien, der ville spille den afgørende rolle.

Og selvom han ikke ligesom sin bror var en decideret fortaler for positiv eugenik, var han igennem hele sit liv dybt involveret i disse spørgsmål, og han forsøgte ihærdigt at virkeliggøre mange af sine utopier. For eksempel er det velkendt, at han var tilhænger af fri sex. Det er også kendt, at han eksperimenterede åbent med bevidsthedsudvidende stoffer som peyote, mescalin og LSD (Jim Morrison opkaldte The Doors efter Huxleys novelle The Doors of Perception, der beskriver Huxleys egne oplevelser med det psykedeliske stof mescalin).

I 1950’erne og 60’erne blev mange af de skolebørn, der skulle læse Huxleys klassiker som en formanende pligtlekture, pludselig meget mere fascinerede af bogens tanker om fri sex og „happy life“ end af dens totalitære problematik. Mange lærere blev således bekymrede for børnenes opdragelse, og de tog bogen ud af undervisningen. Da Aldous Huxley i 1958 udgav bogen Brave New World Revisited, hvori han diskuterede sin 26 år ældre roman i et aktuelt lys, var det måske ikke så meget for at rose sig af sine profetiske evner som for at pointere det efterhånden fortrængte faktum, at Fagre nye verden skam var ment som et skrækeksempel, og ikke som et paradis.

Det er imidlertid tvivlsomt, hvor overbevist han selv var af sine advarsler. Ikke mere end fire år senere udgav Huxley sin sidste roman, Ø eller på engelsk Island, hvori han beskriver et ægte paradisisk utopia (og hvor det er tydeligt, at den er ment som et sådant).

Ser man nærmere på romanen, hvis handling er henlagt til en tropeø, bliver det tydeligt, hvor meget den ligner Fagre nye verden. Det palinesiske samfund på øen bruger i mange henseender de samme begreber og teknikker som samfundet i Fagre nye verden: Det universelle lykkebringende narkotikum er ikke soma men moksha – et bevidsthedsudvidende stof, som fremmer forståelse og oplysning. Der eksisterer en høj teknologisk standard; menneskene går gerne nøgne; de har en stor kærlighed til naturen, og den seksuelle frihed er fuldkommen. De gamle materialistiske værdier er tilfredsstillet, og derfor suppleret med af åndelige og spirituelle ditto.

Ø blev en bibel for hele ’68er generationen, og mange hippier anså Huxley for den egentlige grundlægger af New Age-bevægelsen.

De mange lighedspunkter mellem romanutopien Ø og romandystopien Fagre nye verden sætter spørgsmålstegn ved, om ikke Fagre nye verden i virkeligheden var en halvutopi. Man kan selvfølgelig ikke se bort fra de sociale uretfærdigheder og kærlighedsløse relationer i Fagre nye verden, men sammenfaldet med Ø er alligevel slående. Hvorvidt var Huxley selv splittet på det punkt?

Man kan være polemisk og påstå, at Huxleys skrækvision i praksis bliver brugt som en samfundsmæssig utopi – det vil sige som et faktisk paradis og ønskværdigt mål. Alene den omstændighed, at vores samfund i stadig stigende grad har nærmet sig Huxleys beskrivelser, er tegn på det. Og det er tydeligt, at flertallet bifalder og understøtter udviklingen: Om det er genetisk omformning („forbedring“, som man kalder det i dag), seksuel frigørelse, kvindefrigørelse, kampen mod sygdom og alderdom eller den højteknologiske fritidskultur – alt sammen synes det at være velsignede mål for et frisindet, progressivt og demokratisk samfund.

Selvom Huxley forsøgte at fremstille den fagre nye verden som en satire og en advarsel, har historien modbevist ham: Den satiriske fernis er skrællet af og har åbenbaret et dybere motiv, som også Huxley selv lå under for: Menneskets higen, der i grunden er et ønske om at tilfredsstille det sanselige begær, er stærkere end al kritik og moral. I Fagre nye verden bliver denne basale pointe kamufleret af en intellektuel afstandstagen. I Ø af spirituelt skønmaleri.

Det er et mærkeligt skisma: Også George Orwells roman
1984 skildrer et totalitært samfund, og på samme måde som med Fagre nye verden bruges romanen som pligtlekture for at advare mod farlige udviklinger. Men samtidig falder langt størstedelen af befolkningen på halen for de nye teknikker og udviklinger, de selv samme bøger beskriver. Folk vil jo gerne overvåges (for at føle sig mere sikre). Folk vil jo gerne have sunde og kloge børn (og bifalder derfor screening o.a. genetiske teknikker). Folk vil gerne leve i en underholdningskultur uden dybde eller usikkerhed. Folk vil gerne have uforpligtende seksuelle forhold, og folk vil gerne leve i konformitetens trygge favn, selvom det kaldes individualisme og friheden til at vælge. Når man derfor læser Huxley og forarges – i hvor høj grad er et hykleri?

Udvalgte værker:
Brave New World,
1932 (da. Fagre nye verden, 1960)
After Many a Summer Dies the Swan,
1939 (da. Efter mangen en
sommer,
1962)
The Perennial Philosophy,
1946 (da. Den evige filosofi, 1979)
The Doors of Perception,
1954
Brave New World Revisited,
1958 (da. Gensyn med fagre nye verden,
med introduktion af Villy Sørensen, 1983)
Island,
1962 (da. Ø, 1981)

4 Comments:

Anonymous Anonym said...

Nu har jeg læst dette et par gange, og har også læst både Fagre Nye Verden og Ø.

Jeg kan ikke lade være at tænke, at du har overset en væsentlig ting, i forbindelse med det du skriver om, at Ø har så stærke paralleller til Fagre Nye Verden, at man kan blive i tvivl om Huxleys egen tro på et disutopi.

I Ø er smerten og sorgen absolut ikke blevet en del af det "forbudte" og ikke eksisterende. Alle de andre ting, såsom fri sex og berusende midler bliver der ikke lagt skjul på, men de bliver brugt på en hel anden måde. Husk på, at i Ø er religionen det afgørende for deres tilsyneladende afslappethed til både sex, tøj og stoffer. Religionen er så central for Ø, de tror på noget, og har derfor en grundsten at holde sig til, hvorimod der i Fagre Nye Verden, mere bliver beskrevet en flydende hverdag, en flydende lykke uden noget holdepunkt. De holder ikke fast i andet end fællesskabet, som knapt nok er eksisterende. I Ø bruger man rusmidlerne i forbindelse med religionen. Til indsigt.

Der hvor jeg tydeligst ser forskellen, er dog ved den fakta, at sorgen og smerten er til stede i Ø. De kender til sorg - de kender til smerte, de kender bare også til hemmeligheden bag, til at lærer at leve med smerten. Accepterer den. De har ikke fordrevet den, som de har i Fagre Nye Verden, men blot accepteret den, som en del af livet.

Netop af den grund, er jeg personligt overbevist om, at Huxley selv, gerne ville leve på Pala, men absolut ikke i Fagre Nye Verden.

8:19 AM  
Anonymous Anonym said...

john hedder johannes

5:22 AM  
Blogger Robin Engelhardt said...

Det er en interessant kommentar om forskellen mellem Ø og Fagre nye verden. Bestemt værd at diskutere.

Det er klart, at der i den følelsesmæssige beskrivelse af de to fremtidssamfund er milevidt forskel, men jeg tror personligt ikke på, at sorg og smerte kun ville findes på Pala. Det er kun en påstand som forfatteren finder på. Ligesom påstanden om, at rusmidler kun bruges til indsigt og i religiøse sammenhænge. Det er bare Huxleys indre pædagog der bruger den slags argumenter til at retfærdiggøre, at det ene samfund er skidt, og det andet godt.

Så der er bestemt ikke noget i vejen med tænkeren Huxleys evne til at fornemme, hvordan verden vil udvikle sig i fremtiden. Det er bare læreren Huxley, der stiller sig i vejen med platte moraliseringer.


Og i øvrigt er John navnet i den engelske originaludgave.

6:03 AM  
Anonymous Anonym said...

Tja, mine tanker bygger udelukkende på bøgerne - altså Huxleys egen idé om de to forskellige samfund. Om en samfund som i Fagre Nye Verden er realistisk eller ej har jeg set bort fra.

Jeg tog udgangspunkt i det; hvorvidt Ø og Fagre Nye Verden kunne sammenlignes rent samfundsmæssigt.

At tale om fremtid vil jeg altid være at spå - altså en påstand. Og ja, Huxley så positivt på stoffer, men brugen af dem er så absolut også forskelligt i de to samfund. Er sikker på, at Huxley ikke ville klappe i hænderne af narkomaner.

1:39 PM  

Send en kommentar

<< Home