Stjernetårer og formynderi
IDE HEJLSKOV
Science fiction står for mange som drengerøvenes og nørdernes åndelige legeplads. James Tiptree Junior (1915-87) har derfor vakt opmærksomhed med sine fantasifulde science fiction-beretninger, som kun tilsyneladende er en drengerøvs udfoldelsessteder. Først sent i Tiptrees berømmede karriere som science fiction-skribent fik anmeldere og fans at vide, at manden var en kvinde. James Tiptree hed i virkeligheden Alice Sheldon og havde været ansat i CIA. Cyberfeministerne har været vilde med Tiptrees bøger siden.
Man spørger uvægerligt sig selv, om Tiptree alias Alice Sheldon bruger sine erfaringer fra CIA i sine romaner. I Brightness Falls from the Air (1985) er der ganske vist ingen overstatslige sammensværgelser. Men bogen handler om kampen om, hvordan menneskene skal og kan gribe ind i de bevingede væsner, damianernes måde at leve og udvikle sig på: Skal damianerne fortsætte deres tilbagetrukne, afhængige naturalie- og traditionssamfund, skal de være genstande for barbarisk kapitalistisk udnyttelse, eller skal de udvikle sig til en selvforvaltende, udadvendt og pengebevidst kultur? Menneskene har sværest ved at lade damianerne udvikle sig uafhængigt af dem. De skal blande sig – ud fra griske eller selvforherligende motiver.
Dybest set er Brightness Falls from the Air en dramatisk fortælling om, hvordan menneskene nærmest finder det umuligt at opfatte andre kulturer og andre mennesker som væsensforskellige fra sig selv. Andre kulturer eller mennesker bliver genstand for eget begær, og vægrer de sig, bliver man utilfreds med dem. De er ikke selvstændige væsner, man forsøger at forstå og acceptere. CIA burde have lært det modsatte gennem sidste halvdel af det 20. århundrede, men de er desværre kun tilnærmelsesvis nået frem til en positiv holdning til fremmede kulturer ved væbnet indblanding i kupforsøg rundt omkring i verden og naturligvis ved Vietnamkrigen.
Lad os dykke ned i historien: En gang i fortiden har nogle griske mennesker fundet ud af, at man kan tjene styrtende med penge på de farvestrålende og smukke fuglevæsner på Damien. Damianerne udskiller en særlig vidunderlig og euforiserende væske, kaldet stjernetårer, når de udsættes for smerte. Altså blev der sat en hel industri i gang med tortur af damianerne og specielt af deres børn, da de elsker deres børn meget højt.
På det tidspunkt, hvor læseren træder ind i fortællingen, er dette en fjern fortid, som turister bliver fortalt om, når de på afstand får lov at besigtige de strålende fjervæsner, damianerne. For damianerne bliver naturligvis beskyttet af en lille gruppe mennesker. Hermed er scenen sat for en hurtig og følelsesladet handling.
To sammensværgelser er under opsejling: Den ene er et forsøg på at genoptage den profitable tortur af damianerne, og den anden er en hævnaktion mod en af de udstationerede; den øverstkommanderende, Cory, har i sin barndom skudt et ondsindet guddomsvæsen ned, og den sidste alien fra den kultur, der dyrkede denne guddom, er kommet for at dræbe hende.
Det starter farverigt og udvikler sig dramatisk og ondskabsfuldt. Nogle turister kommer til Damien for at se det sidste fantastiske lys fra en nu død stjerne. De udgør en farverig gruppe, bl.a. en trup af børnemediestjerner med deres forkælede og hysteriske leder, Zanneh, en haltende gammel læge, en lyskunstner og to mærkelige passagerer, Yule og Hiner, der vredt hævder at være sendt til den forkerte planet. På Damien tager tre udstationerede mennesker imod dem. To af dem, Cory og Kip, er et par, der elsker hinanden højt.
Handlingen bygges op i dagene op til og under stjernens sidste rejse hen over himmelhvælvingen. Stjernelyset synes at få det hele til at accelerere og giver den farverige handling et surrealt skær. Zanneh og hans stjernehold optager en pornofilm i lyset fra stjernen, fordi det skulle have en særligt erotisk virkning. Alt imens dette sker, samler tre pengegriske mænd, den haltende gamle læge, Yule og Hiner, trådene i deres spind for at få vristet de dyrebare dråber fra Damiens smukke beboere.
Selvom vi ret tidligt finder ud af, at de tre mænd måske har skumle planer – fordi Zanneh har empatiske evner – får vi kun langsomt bekræftet Zannehs fornemmelser. Det mest overraskende er, at en anden plan går på tværs af sammensværgelsen. Det viser sig, at lyskunstneren er en alien fra en nu uddød planet, og at den øverstbefalende på stationen, Cory, har været med til at skyde deres levende guddom i stumper og stykker. Alienen er kommet for at tage hævn og sætter en kunstig ældningsproces i gang i hende, så hun ældes på ganske kort tid.
Der sker noget interessant med damianerne efter det gentagne og endeligt nedkæmpede forsøg på overgreb. Og med Cory. Men allermest med Kip.
I starten er damianerne sky, lader sig reserveret beskue af menneskene, som kommer på besøg, og lader sig i det hele taget beskytte af de mennesker, der er på Damien. Da historien er ved at slutte, er en af damianernes børn døde. Damianerne henvender sig til menneskene, ikke sky, men krævende. De vil have mere viden, de vil have penge for at blive betragtet, de vil have, at menneskene tager bort, og ikke mindst, de vil selv udvinde stjernetårer og tjene penge på det. Hvordan de vil gøre det uden at udsætte hinanden for tvungen smerte, får vi ikke at vide. Der antydes en mere destruktiv udvikling i det ellers harmoniske damianske fællesskab.
Vi får altså indtrykket af en kultur, der har udviklet sig fra at være passive ofre til at være selvforvaltende og bevidste, men også markant påvirkede af menneskenes kapitalistiske kultur. Damianerne, der før levede i en statisk kultur med naturalieudveksling og uden penge, vil nu til at tjene penge på deres egne forunderlige udsondringer. De vil vide mere om menneskenes kultur og om deres teknologi.
Diskussionen af vekselvirkningen eller kampen mellem teknologisk- kapitalistiske kulturer og nogle kulturer, der hverken har teknologi eller kapitalisme, foregår i megen science fiction. Det, der adskiller Tiptrees fremstilling fra de andres, er måske ikke nuancerne i skildringen af kulturerne. Tiptrees skildring er medrivende, fordi vi får indblik i nogle farverige personers tanker – hun skifter synsvinkel mange gange – og fordi hun har sans for den visuelle skildring af såvel stjernelyset som de smukke farvestrålende damianere.
Det er værd at bemærke, at de anderledes væsner aldrig får synsvinklen. De forbliver skønne fremmede væsner og derfor lidt fjerne. Til gengæld bliver en hovedperson som Cory meget nærværende til sidst, hvor hendes ældningsproces skildres indefra i et snublende sprog. Hun oplever i sin pludselige ældning en skrækindjagende fremmedhed fra sin elskede, Kip, der næsten ikke kan holde ud at se på hende, når hendes ungdom langsomt og entydigt forvandler sig til krum ryg, indfaldne, rynkede kinder og glemsomhed.
Man kan opfatte hendes ældning som en fremmedgørende virkning, der minder om damianernes, en slags næriagttagelse af, hvordan ændringer i de givne magtforhold påvirker mennesker. Kip reagerer afvisende over for begge. Han oplever damianernes krav og ændrede indstilling som et forræderi. Han oplever det, som om Cory svigter ham, selvom det er ham, der forråder hende i sit voksende ubehag ved hendes fysiske ændringer.
Corys ældning er naturligvis en udefrakommende ting. Men det er damianernes ændrede holdning i virkeligheden også. Nu er de blevet udsat for så mange overgreb, at de må reagere. Selvom det er Cory, der dør, og selvom det er damianerne, der er blevet udsat for overgreb, og som må opleve, at deres kultur må dø, for at de kan blive selvforvaltende i forhold til menneskene, føler Kip sig forrådt.
Menneskenes reaktion på ændringer i magtforhold skildres af Tiptree som tragiske og uhyrlige. Man kan kun gætte på, om Tiptree er kulturpessimist, eller om hun håbede, at vi ville udvikle vores forståelse af det fremmede, hvad enten det er i form af en anden kultur eller blot er i et andet menneske, vi elsker.
Udvalgte værker
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home