Menneskets Kendetegn

Philip K. Dicks Drømmer androider om elektriske får?

KRISTIAN MØRK

De fleste kender Ridley Scotts mesterværk Bladerunner fra 1982. Med Harrison Ford i hovedrollen som dusørjægeren Deckard, der strejfer om i fremtidens metropol på jagt efter en gruppe undvegne androider anført af Rutger Hauer. Filmens atmosfære er intens, og gælden til kriminalromanen åbenlys i denne science fiction-noir, hvor en eftertænksom helt kæmper sig vej gennem den amerikanske storbys evige nat, med whiskyflaske, trenchcoat og pistol som eneste beskyttelse mod regnen og verdenen.

Mindre kendt er filmens litterære forlæg, Philip K(indred) Dicks (1928-1982) roman fra 1968, Drømmer androider om elektriske får? I antologier og analytiske værker placeres Dick blandt den amerikanske science fictions mest betydningsfulde forfattere, og han har lagt navn til en af genrens mest prestigefyldte priser, the Philip K. Dick Award. Også i filmverdenen er Dicks talent almindeligt anerkendt og kassesucceser som Bladerunner, Total Recall og Screamers bygger alle på bøger skrevet af den amerikanske forfatter. Alligevel synes berømmelse ikke at være Philip K. Dicks lod.

En mulig forklaring på dette forhold kan søges i Philip K. Dicks metode og emnevalg. En stærk interesse for filosofi, parret med et livslangt overforbrug af amfetamin, gav de 36 udgivelser en springende og grotesk stil. Snarere end at være fortløbende fortællinger, fremstår romanernes episoder som punktnedslag i den vestlige civilisation betragtet i fremtidens lutrende skær. Så selvom romanernes plot og ideer har været en inspirationskilde for talrige litterære og filmiske efterfølgere, er det måske ikke så underligt, at Dicks egne romaner aldrig faldt rigtig i tråd med publikums forventninger til genren.

Dette gjaldt også for hovedværket Drømmer androider om elektriske får? Allerede den gådefulde titel voldte problemer, da bogen skulle filmatiseres. Ridley Scott lod sig i stedet inspirere af den mere velklingende overskrift på William S. Burroughs’ roman Bladerunner, a movie, der igen var en pastiche på Alan E. Nourses fortælling om fremtidens lovløse læger: The Bladerunner. Herefter blev handlingen blandet op med lidt Marlowe og en hårdkogt stil, så både plot og atmosfære egnede sig bedre til det store lærred.

Det er intet under, at Scott så sig nødsaget til at foretage omfattende omskrivninger i det litterære forlæg. For når man efter åndeløs læsning lægger Drømmer androider om elektriske får? fra sig og vender tilbage til nutiden, sidder man forvirret tilbage med en fornemmelse af at have set menneskets særkende – uden at kunne fortælle, hvad det er. Som at se en genstand ud ad øjenkrogen, der øjeblikkeligt forsvinder, når man retter blikket direkte mod den.

Året er 2021, stedet er San Francisco, og 3. verdenskrig med efterfølgende radioaktivt nedfald har ændret livet på jorden. Først døde alle uglerne, senere fulgte dyreart på dyreart, indtil menneskene var alene tilbage på en gold planet. De, der havde muligheden, emigrerede til kolonierne i rummet, hvor de bliver betjent af androider. De fattige, middelklassen og de muterede blev tilbage. Blandt den efterladte befolkning er levende dyr et statussymbol, som det kun er få forundt at eje. Mange må nøjes med elektroniske efterligninger, og til dem hører dusørjærgen Rick Deckard, der har et elektrisk får oppe på taget af den halvtomme skyskraber, hvor han bor. Deckard er provisionslønnet, og da han får til opgave at „pensionere“ en gruppe undslupne androider fra Mars, ser han det som sin store chance. Nu kan han endelig få råd til et levende dyr. Et får. Eller måske endda en ged. Jagten på de menneskelignende robotter begynder.

Den øde storby udgør rammen om antiheltens jagt på sine drømmes opfyldelse. Deckard – og med ham læseren – kæmper sig vej gennem en virkelighed, hvor steder på mystisk vis skifter plads og fornuften tilsidesættes. Byen er ikke en statisk samling af metal og mursten, men bliver afbildet som en vildtvoksende organisme med sin egen skjulte logik. Derfor er det kun tilsyneladende tilfældigheder, der medfører en konfrontation mellem Deckard og de undslupne androider.

Tilbage i lejligheden sider Deckards kone, Iran. Som værn mod trøstesløsheden har hun et „Penfield humør-organ“ – en maskine, der bestemmer en persons humør ved, at man indtaster en kode. En overkommelig handling eftersom alle er udstyret med en liste, der angiver dagens række af koder. Således er Irans plan for den 3. januar 2021 tre timers 382 (selvbebrejdende depression) efterfulgt af A 481 (erkendelse af fremtidens mangfoldige muligheder). Iran bruger næsten al sin tid på at se „Buster Venlig og Hans Venlige Venner“ i fjernsynet. Programmet kører 24 timer i døgnet som eneste udsendelse og bruges af regeringen til at formidle moralske budskaber til masserne. Programværtens usandsynlige udholdenhed undrer ikke seerne, og diskussionen af de seneste hændelser i showet har erstattet nutidens samtaler om vejret.

Som afveksling til denne horrible blanding af David Letterman, Beverly Hills og MTV findes en anden maskine, der sætter brugeren i empatisk kontakt med en person kaldet Mercer, som i endeløse gentagelser forsøger at bestige et bjerg. Mercerisme er blevet fremtidens religion, hvor man i kontakten med vandringsmanden føler en samhørighed med andre individer, hvilket fortrænger ensomheden. Men illusionen får en brat ende, da Mercer bliver afsløret som en afdanket skuespiller. Ikke desto mindre finder livet hurtigt sin vante gænge igen, da Mercers fald blot giver nyt stof til „Buster Venlig og Hans Venlige Venner“.

Beskrivelsen af byen som levende står i skærende kontrast til dens sløve indbyggere. Det er tydeligt, hvordan Dick ironiserer over afhængighed af massemedier og religion som reaktion på en stigende fremmedgjorthed i et samfund uden værdier.

Samfundsskildringerne danner fundamentet for romanens omdrejningspunkt: Forholdet mellem menneske og androide. Ordet „androide“ kommer af det græske „andros“: Mand – en gammel betegnelse for menneske og endelsen „oid“ betyder „i lighed med“. Androiden er med andre ord skabt i menneskets billede og bliver dermed et spejl for dets væsenstræk.

Gennem Deckards jagt bliver modpolerne menneske – androide konstant vendt og drejet, så det bliver stadigt sværere at skelne den ene fra den anden. Manglen på logisk sammenhæng i den fysiske verden begynder at brede sig til fundamentale moralbegreber, og Deckards forfølgelse af androiderne ændrer sig efterhånden til at være en jagt på mening i den verden, han troede at kende. For at retfærdiggøre sin profession er det vigtigt for Deckard klart at skelne mellem androider og mennesker. Modsætningspar som kunstig – ægte; program – følelser; pensionering – mord; godt – ondt, danner grundstenen i dusørjægerens begrebsapparat, men i kontakten med androiderne formår Deckard ikke at opretholde skellet mellem homo sapiens og dets spejlbillede. En definition af menneskets væsen bliver i stigende grad nødvendig for både hovedperson og læser.

Deckards navn leder uvægerligt tankerne hen på den franske filosof Descartes og hans berømte credo: „Jeg tænker, altså er jeg.“ Men hvis det er menneskets kendetegn, burde androiderne så ikke være overmenneskelige med deres intellektuelle overlegenhed? Følelser og indlevelsesevne kunne også være et specifikt kendetegn ved mennesket. Men kan det være tilfældet, når samfundet funderes på passivitet, følelsesmaskiner og afkald på varige værdier? Og hvad med den eksistentielle smerte, Deckard deler med androiderne? Er det da lidt af det ene og lidt af det andet? Romanen igennem kredser Dick om emnet uden nogen sinde at lægge sig fast på en endelig definition. Drømmer androider om elektriske får? danner et indviklet mønster af tvetydigheder, halve sandheder og humanistisk skepsis, der efterlader læseren med flere spørgsmål end svar. Den giver ikke læseren hvile, men fordrer og fremtvinger eftertanke, så man må spørge sig selv, „hvad gør mig til menneske?“

Udvalgte værker:
The Man in the high Castle, 1962 (da. Manden i den store fæstning, 1973)
Do Androids Dream of Electric Sheep?, 1968 (da. Drømmer androider
om elektriske får?, 1973)
Ubik, 1969 (da. Ubik, 1973).