Send As SMS
GrahamsBloggerNovelTemplate

Globalisering og kultursammenstød

Ursula LeGuins Mørkets venstre hånd

IDE HEJLSKOV

Ursula LeGuins (1929-) The Left Hand of Darkness (Mørkets venstre hånd) indeholder megen menneskekundskab, samfundskritik og -forståelse og en poesi, det er få science fiction-værker og i det hele taget skønlitterære værker forundt at fremtrylle.

I Mørkets venstre hånd er temaet markante kulturændringer, og hvad der sætter dem i gang. Ursula LeGuin skildrer, hvordan de politiske magthavere på den isnende planet Vinter langsomt bliver overbevist om, at deres planet skal være medlem af den globale sammenslutning af planeter, Økumene. Der er blevet sendt adskillige observatører og gesandter til Vinter igennem århundrederne for at få gjort Vinter til medlem. Men først ved mødet mellem udsendingen Genli Ai og den indfødte højtstående embedsmand, Therem Estraven lykkes det til sidst.

Idet Genli Ai møder Therem Estraven, står ikke blot to vidt forskellige individer over for hinanden, to samfundssystemer konfronteres også. Resultatet er i første omgang misforståelser, vrede og had, der først meget sent udvikler sig til noget mere frugtbart.

Genli Ais kultur er præget af demokratisk kapitalisme, et fast kønsrollemønster og ureflekteret fart, mens Therem Estravens kultur er formet af industrialiseret feudalisme, af kulde og eftertænksom og religiøs langsomhed. Beboerne på Vinter har udviklet en meget begrænset industrialisering, som aldrig er blevet til kapitalisme. På planeten er der to konkurrerende stater, hvor befolkningen har meget forskellig mentalitet, men hvor de har relativt ens styre. Ingen af de to landes politiske systemer er demokratisk, men præget af magtspil i en lille magtelite, hvor efterretningstjenesten og militæret spiller en afgørende rolle. Therem Estraven tilhører i begyndelsen af bogen den ene af de to staters magtelite. Han er kongens rådgiver. Men allerede tidligt bliver han degraderet og ender i landflygtighed, fordi han støtter udsendingen fra Økumene. Han bliver fredløs i sit eget land. Faktisk ender Therem Estraven med at dø i sin kamp for, at Vinter skal blive en del af Økumene.

Det, der gør bogen så fascinerende, er, at Genli Ai ikke forstår Therems strategiske kamp for at fremme deres sag. Genli Ai tror, at Therem Estraven bekæmper ham og kan slet ikke lide ham. De to stater tror ikke rigtig på, at Genli Ai kommer fra en anden planet, og i hvert fald interesserer den globale virkelighed dem en del mindre end deres egne stridigheder og interne konkurrence. Derfor benytter magteliten ham som en brik i deres spil med at bekæmpe hinanden. Da Genli Ai intet forstår af den hykleriske og strategiske magtkamp – trods Therems advarsler – ender han i en udryddelseslejr. Først da Therem får Genli Ai ud af lejren, forstår Genli Ai, at Therem Estraven ønsker at gavne ham og hans sag.

På flugt over planetens indlandsis lærer de hinanden bedre at kende. Genli Ai bliver her mere bevidst om, hvad det er, der har frastødt ham ved Therem Estraven. Ikke blot taler de forskellige sprog. Deres psyke er forskelligt struktureret. Mens Genli Ai er formet i en forestilling om gennemsigtighed i formål og bevæggrunde, er Therem Estraven det modsatte. I hans kultur er det uhøfligt at udtrykke sig direkte. For Genli Ai ser det ud, som om Therem Estraven siger ét og gør noget andet. Men han føler sig blot for, er beskeden, ønsker ikke at tale grimt om nogen og besidder en ære, som Genli Ai har meget svært ved at forstå.

Endnu en afgørende forskel gør det særligt vanskeligt for Genli Ai at acceptere Therem Estraven. Vinters beboere har intet fast køn. Det formodes, at de i tidernes morgen har været udsat for et genetisk eksperiment og derved kan skifte køn. Eller rettere, det meste af tiden er de intetkøn. En gang om måneden kommer de i brunst („kemmer“) og kan, alt efter hvem de er i nærheden af, udvikle kvindelige eller mandlige attributter. Alle kan altså føde børn og gøre andre gravide.

I det tætte samvær på vandringen over isen er det ikke Therem Estraven, der er plaget af fordomme, men Genli Ai. Hans faste forestillinger om køn er sværere for ham at overvinde, end det er for Therem Estraven. Vinters beboeres omskiftelige køn og deres periode med intetkøn betyder også, at Genli Ai skal udvikle en ny forståelseskategori. Han vil hele tiden sætte Therem Estraven i bås som kvinde eller mand.

På psykologisk nuanceret vis tager Ursula LeGuin her fat i kultursammenstød, sammenstød i forestillinger om køn, og hvordan disse reelt præger et samfund. Indirekte får hun kommenteret i hvert fald den amerikanske selvopfattelse og måske en vestlig utopi i form af Genli Ais stemme og blik på det hele. Der ligger i megen vestlig tænkning (menneske- og borgerrettigheder osv.) en utopi om, at alt kan siges direkte og forstås som gennemsigtige mål og bevæggrunde. Vi ønsker at være fordomsfri, men skygger for vores egen opfattelse af nye fænomener med vores fastlagte kategorier. Sådan kan man i hvert fald godt opfatte Genli Ai – en stemme fra en fremtidig vestlig selvopfattelse.

Hvad mere er, LeGuin har opbygget bogen på en særlig måde. Hun har ladet Genli Ai skrive og strukturere den, og Genli Ai har ladet flere andre stemmer komme til orde. Han citerer lokale myter, han citerer tidligere observatører på Vinter, som også har hæftet sig specielt ved de mærkværdige kulturelle institutioner formet efter kønnet og seksualiteten. Han lader Therem Estraven komme til orde (der er tale om dagbogsnotater) i tre kapitler, hvor vi oplever hans indirekte måde at udtrykke sig på, og hvor hans egne smertefulde heroiske bedrifter aldeles underspilles.

Genli Ai har struktureret bogen baglæns, efter begivenhederne, men lader den fremstå som fremadskridende handling. Bogen er formet af Genli Ais erkendelsesproces om Therem Estravens afgørende betydning og om et uhyggeligt politisk magtspil, der modarbejder ham. Men meget vigtigt er det også, at den er formet af Vinters mytiske fortællinger.

Allerede i kapitel to kan vi læse en lokal fortælling om en central mytisk person. Denne mytiske fortælling spejles i det følgende og i en langsom oprulning i Therems fortidige og nutidige liv. Den mytiske figur blev forvist, fordi han og hans bror ikke ville ophøre med at leve sammen i elskov. Blodskam er nemlig kun tilladt på Vinter, hvis man forlader hinanden, efter at den ene part har født et barn. Disse to brødre ønsker ikke at forlade hinanden. Den ene begår selvmord, hvilket også er en overskridelse af et kulturelt forbud. Den anden, der bliver gjort fredløs, flygter ind på indlandsisen og kommer senere ud igen og forårsager en kulturændring.

Også Therem Estraven havde en bror, han ikke ville forlade. Therem blev gjort fredløs og flygtede. Broderen begik selvmord. Og Therem kommer sammen med Genli Ai ud fra indlandsisen for at sætte en voldsom kulturændring i gang. Der er ikke noget at tage fejl af: Genli Ai ønsker at skabe en ny kulturændringsmyte med Therem Estraven som den centrale helt. Myten handler om, hvordan Vinter bliver medlem af den globale sammenslutning af planeter, Økumene.

Men LeGuin har yderligere en mening med dette. Hun viser, at den kultur, Genli Ai kommer fra, er nået meget længere end de demokratiske og kapitalistiske vesterlændinge af i dag. De lader den tilsyneladende tilbagestående planet komme ind i en sammenslutning i stedet for at påtvinge den en overmagt udefra. Man sender kun én person, for at det ikke skal virke truende og aldrig kan blive imperialisme. Den udsendte person bliver lige så forandret, hvis ikke mere, end beboerne på Vinter. Den myte, Genli Ai forsøger at skabe, bærer markant præg af Vinters mytiske fortællinger, ikke af hans egne. LeGuin stiller denne myte over for vores kristne, hvor alting begynder med uskyld og intethed. I Vinters mytiske fortællinger er alt præget af vold og synd fra starten. Therem Estraven er også allerede besmittet med en altafgørende normoverskridelse, blodskam.

Ursula LeGuin får således sagt, at ændringer og fremskridt er baseret på normoverskridelser, og rigtige helte er besmittet med synd. De er sat udenfor af samfundet og er derved hinsides samfundets regler og kan se det ny. LeGuin har sammen med andre ny-bølgeforfattere som f.eks Samuel R. Delany tilført science fiction-genren nyt blod ved at inddrage ikke blot antropologi, men også modernistiske fortælleformer med skiftende synsvinkler og stemmer.

Udvalgte værker
The Left Hand of Darkness,
1969 (da. Mørkets venstre hånd, 1974)
The Dispossesed,
1974