Send As SMS
GrahamsBloggerNovelTemplate

En ny død

Dan Simmons’ Hyperion-serie

IDE HEJLSKOV

Dan Simmons (1948-) er et af de store navne inden for nyere science fiction, og firebindsværket om planeten Hyperion har gjort ham særdeles berømt i den vestlige science fiction-verden. I tetralogien om Hyperion samler Dan Simmons mange af science fiction- genrens store temaer og bringer dem til ny udfoldelse. Hans storværk har både hæsblæsende action, bærer præg af taktisk og politisk tænkning og har en fantastisk historie at hænge det hele op på. Det er ikke for ingenting, at Dan Simmons i mange år har undervist superintelligente børn.

I de fire bind spekulerer Dan Simmons over historie, religion, politiske magtforhold og menneskelige følelser. Det gør han ved at sætte en fortælling om en kvindelig messias i værk i en fjern fremtid (omkring år 3000) med anderledes politiske og religiøse magtforhold. Messias-figuren, Aenea, der skal redde menneskeheden, er ikke blot noget så forunderligt som en lille pige, hun har også magiske kræfter og kan bevæge sig rundt i universet efter forgodtbefindende. Tilmed var hendes far en blanding af menneske og kunstig intelligens med dele af den historiske digterpersonlighed John Keats fra engelsk romantik. Der trækkes i det hele taget på klassiske myter og kultur. Således henviser Aeneas navn naturligvis til Roms stamfader, Aeneas, og den katolske magt, der optræder i de to sidste bind, Paxen, er også en henvisning til forestillingen om et romersk storrige. Ligesom Hyperion er titlen på en digtsamling af Keats.

De fire bind hører sammen to og to. De to første handler om forudsætningerne for, at Den Der Lærer, alias den ny Messias, alias Aenea, kan komme til at virke. I de to første bind fortæller syv mennesker deres historie. De er blevet udvalgt til en pilgrimsfærd til noget, der kaldes tidsgravene, som kan flytte menneskene rundt i tiden. Det er blevet spået, at både de syv pilgrimme og tidsgravene vil få afgørende betydning for menneskehedens fremtid. En af pilgrimmene er Aeneas mor, der fortæller om undfangelsen af Aenea. En anden pilgrim har fundet et middel til udødelighed. Disse to pilgrimme udgør hver en modpol i den fremtid, der følger i de to sidste bind og to hundrede år senere.

I de to sidste bind er alle, der er medlem af den militære og katolske overmagt, Paxen, udødelige, og det er de fleste mennesker i det imperium, der har bredt sig over tusindvis af planeter. De er konverterede til den særlige katolske tro, Paxen, og har fået en organisme i kroppen, kaldet krydsformen, der genskaber kroppen, hver gang noget bliver ødelagt på den. Men organismen, der genskaber livet, er forbundet med en stor kunstig intelligens, der kan udsætte mennesket for ulidelig smerte og derfor har magten over det. Den kunstige intelligens har udviklet krydsformen og kan ved hjælp af den sende stråler af smerte gennem alle ’konverterede’ eller udødelige menneskers kroppe.

Denne fremtid dukker Aenea op i. Hun skal hjælpe menneskene ud af deres vildfarelse, altså ud af deres tro på egen udødelighed. Hun kan som den eneste fjerne organismen, der gør menneskene udødelige, for når man drikker en dråbe af hendes blod, forsvinder udødelighedsorganismen, krydsformen. Paul Endymion, som lægger navn til de to sidste bind, er blevet sat til at beskytte hende og senere til at føre hendes ’blod’ videre.

Aenea gennemlever Kristi lidelseshistorie med nye og voldsomme perspektiver for menneskeheden. Under konstant forfølgelse af den ny katolske og militære overmagt, Paxen, opbygger hun en stor menighed, hvor ’disciplene’ ikke blot bliver dødelige af at drikke hendes blod, når de har drukket, er de også i stand til at høre og fornemme alle andre menneskers følelser og tanker, og i en langt senere fase kan de bevæge sig og andre gennem rummet ved tankens kraft. Mennesker, der har drukket hendes blod, kan viderebringe budskabet og evnen ved at lade andre drikke deres blod. Denne udvidede form for telepati betyder, at alle de millioner af mennesker, der har Aeneas blod i sig, oplever hendes tortur og endelige død, som var det på deres egen krop. Men de mærker også bødlernes ondskab og hævntørst over for det for dem uforståelige væsen, Aenea.

Dan Simmons har sat scenen for et stærkt tema i science fiction, nemlig menneskets ønske om udødelighed, og hvad det kan medføre. Dette ønske kan misbruges og bliver det. Store konkurrerende magter træder ud og ind af billedet. Samtidig får Simmons reflekteret over, hvordan mennesket opbygger og nedbryder kulturer og magtstrukturer, for i de to første bind hersker en anden magt end Paxen, nemlig en demokratisk styreform, som kun kan opretholdes, så længe det såkaldte verdensvæv fungerer. Verdensvævet er et kommunikations- og transportmiddel, der betyder, at mennesker kan flytte sig gennem tid og rum på ingen tid. Dette væv bliver destrueret i en krig mod en ikke-menneskelig magt. Efter verdensvævets nedbrydning vinder Paxens autoritære magt langsomt frem.

Yderligere er Dan Simmons optaget af at sætte læserens refleksion i gang. Læseren er på opdagelse, får ikke serveret løsningerne, men må selv fundere over, hvordan tingene hænger sammen. Gang på gang overrumples læseren og får nye elementer i et totalbillede, der først står færdig på sidste side i bind fire. Måden Simmons bygger denne refleksion op på er elegant. Ganske vist benytter han sig af den type erkendelsesskred, som Isaac Asimov er så kendt for. Just som man tror, man ved, hvem der styrer begivenhedernes gang, får man nye oplysninger, der henleder opmærksomheden på en anden magt eller magtstruktur. Hos Simmons viser det sig, at de kunstige intelligenser styrer mere, end man kan forestille sig. Den enkelte magt, som nu de kunstige intelligenser, er imidlertid yderst splittede, har ikke blot ét mål. Hos Asimov viser det sig, at magten er enklere og mere centraliseret, end man først troede. Hos Simmons slutter man med et komplekst og bevægeligt billede af magtstrukturerne.

Ligesom Dan Simmons’ forestilling om magt er mere kompleks og bevægelig end Asimovs, er fortælleteknikken hos Dan Simmons også mere fleksibel. Der er ikke som hos Asimov tale om, at en delvis alvidende tredjepersons fortæller langsomt indvier læseren i mere og mere viden. Forskellige personer med forskellige synsvinkler på begivenhederne og med forskellig viden fortæller på skift. I de to første bind fortæller de syv pilgrimme hver deres historie i hver deres individuelle sprog, der afspejler deres meget forskellige personligheder. I de to sidste bind er Paul Endymion den dødsdømte jeg-fortæller, som sidder i en selvdestruerende celle i kredsløb om en ubeboet verden og venter på sin henrettelse. Imens skriver han om sine oplevelser med Den Der Lærer, Aenea, og om, hvordan han er endt i dødscellen. Han fortæller til tider, som om han var inde i hovedet på forfølgerne, hvad han jo også er, i kraft af at han har drukket en dråbe af Aeneas blod. Det giver en uhyre spændende fortællestruktur. For man får et komplekst billede af begivenhederne og venter samtidig spændt på at få forklaret, hvordan Paul Endymion er endt i dødscellen, og hvor han kender alle de andres tanker fra, for slet ikke at nævne, hvorledes det skulle kunne lykkes ham at undslippe døden.

Skulle man uddrage en lære af dette værk, ville det enkle og alligevel komplicerede budskab være, at al overmagt korrumperer, enhver magt er i konkurrence med en anden, og kun det at føle andres smerte kan få væsner til at lade være med at udsætte andre for smerte. Man kunne også sige, at bogen skildrer, hvordan kærlighed kan ændre alt og fortrænge ethvert magtmisbrug, ganske som man ser det i nye science fiction-film som Det femte Element og Matrix, hvor der også optræder frelsende messias-figurer. Men telepatien og det at føle andres smerte er det skelsættende og originale middel hos Dan Simmons. Der er altså ikke kun tale om kærlighed, men snarere om en medfølelse, der strækker sig til ens værste fjende.

Udvalgte værker:
Hyperion,
1989 (da. Hyperion, 1997)
The Fall of Hyperion,
1990 (da. Hyperions fald, 1998)
Endymion,
1996 (da. Endymion, 1998)
The Rise of Endymion,
1997 (da. Endymions sejr, 1999).