Blodets slumrende intelligentsia

Greg Bears Blood Music

KRISTIAN MØRK

Det er ikke så lang tid siden, at et skotsk får ved navn Dolly blev klonet. En kopi af livet blev skabt, mens videnskabelige og etiske diskussioner bølgede frem og tilbage i den vestlige verden, og endnu et kapitel blev føjet til historien om genmanipulation, skaberværk og fremtidens muligheder. I dag taler visionære videnskabsmænd om at dyrke organer i tanke fyldt med livgivende væsker, biokemikere forkynder, at DNA indeholder udødelighedens gåde, miljøaktivister taler om muterede organismers potentielle fare for menneskehedens fortsatte eksistens, og computerfantaster ser nanoteknologi og biologiske computere som løsningen på alle fremtidige kvaler og problemer. Fraktionerne er mange inden for dette emne, alle synes at have en mening om. Men tilbage i 1985, længe før fåret og kopimaskiner på genplan, tænkte den amerikanske science fiction-forfatter Greg(ory) (Dale) Bear (1951-) over bioteknologiens enorme muligheder og skrev romanen Blood Music.

Handlingen i bogen er i sin idé forbløffende enkel på trods af de mange indviklede passager om celleopbygning, kredsløb og kropsfunktioner. At tale om en egentlig hovedperson kan være svært, fordi fortællervinklen skifter flere gange i romanen, men det overordnede plot forløber nogenlunde som følger: Virgil Ulam er en nørdet videnskabsmand, der udfører frontforskning inden for biochips og molekylærbiologi. Efterhånden udvikler han sin egen teori kaldet biologik, og ved hjælp af den lykkes det ham at rekonstruere blodceller på en måde, så de efterhånden udviser svage tegn på intelligens. Med opfinderens ret navngiver han dem Noocyter.

Forskningen foregår halvt i hemmelighed og under ekstreme sikkerhedsforanstaltninger, og da Genetron afskediger Ulam på grund af en misundelig overordnet, vælger han at forsøge at smugle sit forsøg ud ved at sprøjte væsken med de intelligente celler ind i sin egen blodbane. Chancen for, at Noocyterne skulle kunne overleve, er minimal, og Ulam tænker ikke mere over sagen, indtil en række forandringer i hans fysik indtræffer. Forbedret syn, forøget sexuel kunnen og stærkere kropsbygning er blot de begyndende tegn på, at forsøget har overlevet og spredt sig i hans system. Noocyterne begynder snart at ændre andre celler i hans krop, og hurtigt opbygges et samfund med en art fælles bevidsthed. Gennem udforskning af hjernens neuroner opdager de verdenen uden for Ulams krop, og de begynder at kommunikere med ham for at opnå mest mulig information om dette makrokosmos. I starten er han fascineret af sit eget værk. Han taler med Noocyterne om deres samfund, værdier og virkelighed, men da han finder ud af grunden til deres videbegær, er det for sent. Cellerne har fuldstændigt overtaget både Ulams krop og tanker, og da de samtidig har udviklet evnen til at sprede sig til andre livsformer, er katastrofen uundgåelig.

Noocyterne koloniserer efterhånden alle livsformer på det amerikanske kontinent og omdanner den samlede biomasse til amorft plasma. Selvom individerne ikke selv har valgt at blive indlemmet i dette samfund, oplever de alle en enorm lykkefølelse. De er alle del af den samlede bevidsthed og alligevel sig selv. Hukommelse viser sig at være kemisk indkodet i specielle celler, og man har således mulighed for at gennemleve egne og andres minder og tanker, hvorpå nye tanker opstår på den baggrund og så videre. Men ifølge en noget uklar, pseudovidenskabelig teori kaldet „informationsmekanik“ – en blanding af informationsteori og kvantemekanik – kan cellerne ikke sprede sig yderligere, fordi mængden og tætheden af informationselementer ville blive så stor, at det ville generere huller i rumtiden. Derfor vælger den enorme plasmamasse at emigrere ud i verdensrummet for at blive et med universet. Tilbage ligger en øde verdensdel.

Hvis det hele lyder flippet, er det fordi det er det. Blood Music er en roman, der hele tiden er et skridt længere ude end læseren. Bedst som man tror, at nu kan det hele umuligt blive mere underligt, bliver plottets skrue drejet endnu en halv omgang. Men det bør imidlertid ikke afskrække nogen fra at læse romanen, for der holdes hele tiden et rum fri til refleksion.

Til forskel fra mange andre science fiction-romaner handler Blood Music ikke om tiden efter apokalypsen, men om tiden før. Det er ikke fortællingen om, hvordan mennesket bygger et nyt og vidunderligt samfund op efter atomkrigen, eller beretningen om racens sejrrige kolonisering af verdensrummet i en fjern rumalder. Og det ville være forkert at se Blood Music som en allegori over vores samfund spejlet i fremtidens forklarende fatamorgana, hvor miniatureudgaver af Frankensteins monster kaster deres dødbringende skygger i de få overlevendes blodbaner for atter en gang at slå fast, at der er ting, mennesket ikke bør rode med. Tværtimod foregår bogen i nutiden, hvor vi stadig går i cowboybukser og spiser på McDonald’s, og derfor bliver den nærværende på trods af den ekstreme handling.

Blood Music er med andre ord noget så underligt som en science fiction-fortælling, der foregår lige nu, i dag og i morgen. En fortælling hvor genialitet og tilfældigheder smelter sammen og danner en ny indsigt som så mange gange før i menneskets historie – tænk bare på opdagelsen af penicillin og fotografiet. Og når denne viden føres videre ud i sin yderste konsekvens, er det ikke så meget en advarsel, som det er et eksperiment med den erkendelse, at videnskaben altid vil prøve at se, hvad der ligger bag den næste bjergtinde – og måske er det udødeligheden denne gang. Det er denne struktur, der giver romanen et umiskendeligt skær af „dr. Jekyll og mr. Hyde“ med alt hvad dertil hører af snigende uhygge og forvandlingsgru.

Samtidig er romanen et billede på den „globale landsby“, Greg Bear stod på grænsen til, da romanen udkom i 1985, hvor kimen til Internettet allerede var blevet lagt, og hvor verden blev hastigt mindre, mens data blev stadig vigtigere. At det dengang spæde informationssamfund i mellemtiden er vokset til en tidsalder og et paradigmeskift gør blot scenariet i Blood Music så meget mere nærværende. Noocyternes nye samfundsorden er, ligesom nutidens „globale landsby“, kendetegnet ved at være opbygget som et komplekst netværk bestående af enorme mængder af autonomt tænkende enheder med hver deres indhold af information. Og fordi enhederne er forbundne på kryds og tværs, indgår de alle som funktioner i en række forskellige sammenhænge, der tilsammen udgør et organisk samfund af stor styrke. For hvordan kæmpe imod noget, der ikke har nogen synlig substans, men udgøres af vekslende netværk af informationer? Derfor spiller race, køn og social status heller ingen rolle i Bears vision om informationstidsalderens utopia, hvor alle borgere på en gang er en del af netværkets fælles bevidsthed og selvstændige individer. Det afgørende er, hvilke sammenhænge enheden indgår i. Hvad vi kender i dag fra chatgrupper og virtuel virkelighed føres hos Noocyterne ud i sin yderste konsekvens i et bevidsthedens slaraffenland, hvor grådighed og egoisme er blevet erstattet af fælles bevidsthed af informationer, der genererer et stærkt ønske om at virke for et fælles bedste.

Egentlig en smuk tanke. Problemet er bare, at ingen af USA’s borgere bliver spurgt, om de vil være en del af Noocyternes samfund. Det er ikke muligt at takke nej til samhørighedens glæder, og mens de enkelte individer svømmer rundt i et lyksaligt overflow af information og fælles bevidsthed, bliver det fuldstændig umuligt at danne sig en idé om retning og mening. Den enkelte lader sig med andre ord kontrollere, men netop strukturen gør det umuligt at vide af hvem. Konsekvenserne er skræmmende, for det er ikke svært at se parallellerne til nutidens informationssamfund, og netop på grund af sin vedvarende fordrejning af „den globale landsbys“ kendetegn kammer handlingen (næsten) aldrig over, men forbliver nærværende.

Blood Music er en fantastisk fortælling, der – som svar på læserens på en gang overbærende og nervøse smil – pointerer, at det usandsynlige og det utænkelige bestemt ikke er det samme.

Udvalgte værker:
Blood Music, 1985
Queen of Angels, 1990