Eventyr eller eftertænksomhed?

Inge Eriksens Alice, Alice

IDE HEJLSKOV

Vi befinder os på en rumstation med spræl og farver, men også med smerte. Børnene har lov at gøre, som det passer dem, alle går rundt, som de lyster og er aldeles selvoptagede, altid med deres små bippere – en slags mobiltelefoner – på sig. Samtidig er fællesskabet en uudtalt og underforstået forudsætning. Beboerne er fuldstændig afhængige af deres bippere, som de kontakter hinanden med ustandseligt. Ingen har ro på sig, men alle er afslappede, og deres gøremål er prægede af lyst. Det eneste, der kan skabe sorg, er død, og hvis deres elskede tager på en rumtur. Der er ingen fast tid på den lille rumstation, men nogle forskelligt farvede tidszoner, som personerne frit kan vandre mellem. Alt ånder fred og ingen fare. Men sådan bliver det naturligvis ikke ved.

Inge Eriksen (1935-), der er en af de danske veteraner inden for science fiction, har skrevet romanen Alice, Alice, hvis indledende sceneri just er skildret. Inge Eriksen er som science fiction-forfatter mest kendt for tetralogien om „Rummet uden tid“, der begynder med Luderen fra Gomorra, hvor en harmonisk, ren og ikke-kriminel kultur støder sammen med en kynisk og voldelig kultur.

Alice, Alice har en lignende problemstilling. For den velfungerende rumstation, Alice, hvor alle lever et økologisk, nydelsespræget og harmonisk liv uden kriminalitet, får snart besøg af nogle væsner med en ganske anden tænkemåde, nogle lejesoldater fra Terra.

Alicianerne er ikke vant til voldsomme konflikter. Derfor bliver der vendt op og ned på alt og alle, da rumstationen bliver invaderet. Læseren får skildret dette fra de forskellige personers synsvinkel, hvoraf mange er børn. Det skaber en stor usikkerhed og spænding om, hvad der egentlig foregår. Vi får også korte glimt ind i nogle af de centrale lejesoldaters sind, hvorved der skabes yderligere nuancering. Desuden kender lejesoldaterne heller ikke begrundelsen for deres invasion. De er blot brikker i et spil, der bliver mere og mere uigennemskueligt og absurd. Måske er der bare tale om et socialt og psykologisk eksperiment, måske er der penge involveret. Lejesoldaterne ved kun, at deres mission er fuldført, når beboerne på Alice begynder at udøve vold. Den øverstbefalende siger, at missionen er fuldført, hvis han bliver slået ihjel.

Inge Eriksen er interesseret i et spændingsfelt, der opstår mellem mennesker med fortræffelige opvækstbetingelser og en totalt beskyttet omverden og så mennesker, der kommer fra vold, forurening, fattigdom osv. Menneskene på Alice er ikke bedre mennesker end lejesoldaterne i nogen grundlæggende betydning. De bliver nemlig hurtigt både voldelige og korrupte. Og lejesoldaterne bliver også fortryllede og optagede af livet på Alice. En af de øverstbefalende, en sort kvinde, der har oplevet Afrikas fattigdom, bliver forelsket i Alices medicinmand og bliver gravid med ham.

Inge Eriksen ønsker altså at fremstille menneskelige følelser og deres udvikling under såvel ideelle som aldeles elendige vilkår. Det tilsyneladende harmoniske samfund og menneskene i det bukker hurtigt under for presset mod dem. De er ikke vant til at tænke strategisk og ondt. De har meget svært ved at foranstalte oprør eller ulydighedsaktioner. End ikke en loyalitetsfølelse synes de at kunne opbyde.

En af aristokraterne, Aliki, mener at finde ud af, at det må være en mission foranstaltet af mafiaen på Terra, der ønsker at gøre Alice aldeles afhængig af Terra ved at gøre beboerne lige så voldelige, korrupte og pengegriske som beboerne på Terra.

Lejesoldaterne og mafiafolkene fra Terra fuldfører deres mission. Bogen ender med, at medicinmanden slår den øverstbefalende småpsykopatiske Carpenter ihjel med magi. Det fuldendte samfund degenererer fuldstændigt, slagsmål og hærværk bliver dagens orden efter den korte invasion fra Terra.

Inge Eriksen skildrer mest af alt, hvor let det er at opløse menneskets positive selvopfattelse og dets forsøg på at fastholde idealer om pacifisme, medmenneskelighed, miljøbevidsthed. Det interessante er også, at Alice hele tiden har været afhængig af Terra, og derfor kunne den korrumperes. Pointen er måske, at kun når nogen beskytter en verden, kan den opretholde ideelle betingelser for forholdet mellem menneske og omverden og for menneskeligt samvær.

Inge Eriksens ærinde er ikke kun at skildre, hvor let det er at korrumpere menneskesjælen. Man kunne lige så vel hævde, at lidenskabernes opflammen er en del af sammenstødet mellem to så forskellige tænkemåder, og at Inge Eriksen ønsker at fortælle os om det. I sidste instans kan samfund vel ikke fungere uden konflikter. I hvert fald bliver lidenskaberne og den politiske tænkning ikke skærpede i afhængige og harmoniske samfund som Alice før lejesoldaternes ankomst. De sider af mennesket forfalder.

Udvalgte værker:
Tetralogien „Rummet uden tid“: Luderen fra Gomorra, 1983, Nord for tiden, 1985, Dinosaurernes morgen, 1986 og Paradismaskinen, 1989
Alice, Alice, 1991