Send As SMS
GrahamsBloggerNovelTemplate

Den bæredygtige helt

Frank Herberts Klit

ROBIN ENGELHARDT

Ørkenplaneten Dune. Sandklitter så langt øjet rækker. Umenneskelig tørke i den glohede sol om dagen, og en bidende kulde om natten. Højt på himlen to golde måner. Gigantiske orme, som angriber enhver bevægelse i sandet, og så det eftertragtede, livgivende krydderi melange, som alle universets herskere tragter efter.

Dette er nogle af de myteskabende billeder i Frank (Patrick) Herberts (1920-1986) episke storværk Dune (Klit) fra 1965. En roman, som uden tvivl er en af de mest berømte science fiction-romaner nogensinde. Filmatiseret, genfortalt, digtet videre på af Herbert i fem yderligere romaner (samlet hedder de Klit-krøniken), udgangspunkt for utallige computerspil, serier, rollespil og fanbreve i Internettets katakomber.

På mange måder indvarslede Klit en ny æra inden for science fiction- litteraturen ved at skifte til en mere romantisk tolkning af fremmede væsner. Den krigeriske Wells’ke formel „os eller dem“ suppleres her, hvis ikke afløses, med en hidtil uset forståelse, ømhed og indlevelse i de fremmede skikke og kulturer. Under det actionmættede plot i Klit ligger der en tydelig stræben efter universel økologisk balance, hvilket afspejler genkomsten af en ny romantisk bølge, som den siden hen kom til udtryk i fantasy-genren.

Næsten lige så rig på handling, dialog og personer som de store religioners skrifter, beretter Klit om galaktiske rigers storhed og fald, og om de utallige myteskabende hændelser, der har gjort Klit til en så dragende og inspirerende bibel for science fiction-læsere i de sidste 35 år. I Klit møder vi således imperiernes politiske rænkespil, revolutionerne og skæbnesvangre krige i en fjern feudal fremtid. Vi har Mentat, de „menneskelige computere“, som er superintelligente og så hurtige som et pistolskud. Der er rumlauget, som ved hjælp af krydderiet og tankens kraft kan folde rummet og på den måde transportere rumskibe, hvorhen de vil. Der er klaner af kvinder, der kalder sig Bene Gesserit, og som ved hjælp af meditation, studier og søgen efter harmoni mellem krop og sjæl kan læse tanker og se fortid og fremtid. Og så er der myten over alle myter: Kwisatz Haderach, den ukendte kraft som kan overvinde tid og rum.

Men alle disse elementer formår kun at skrabe i overfladen af de indviklede tråde, som er spundet mellem personer og deres skæbne. Som læser følger vi først og fremmest herskerfamilien Atreides fra planeten Caladan. Herskerne på Caladan, hertug Leto og hans kone Lady Jessica, har fået til opgave af Imperiet at drage til planeten Arrakis, som Klit også hedder, for at vogte over krydderiet. Men imperiets kejser har allieret sig med en anden slægt, Harkonnerne for at udføre et snigangreb, så snart hertugen Atreides og hans mænd er landet på Arrakis.

Jessica og hendes søn Paul Atreides undslipper denne forprogrammerede massakre og gemmer sig i ukendte klippeformationer i de forbudte zoner på ørkenplaneten. Dér møder de det indfødte ørkenfolk Fremen, som lever i harmoni med Klits barske klima, og som har strenge riter og skikke. I en lang lærings- og dannelsesproces hen imod åndelig og kropslig perfektion hos dette krigerfolk, opnår Paul med tilnavnet „Muad’Dib“ status som Kwisatz Haderach, den udvalgte, der skal lede opstanden mod de onde Harkonnere og befri Klit fra undertrykkelse og rovdrift.

Men der er langt mere. Der er forrædere, underskønne konkubiner, selvopofrende tjenestefolk, mirakuløse våben og altid masser af action. Et helt nyt og fremmed univers udfoldes for læserens øjne, hvor man ustandselig overraskes af hændelser, man umuligt kunne have gættet sig til i forvejen.

Mange af disse elementer findes også i al mulig anden science fiction-litteratur. Det anderledes ved Klit er ikke de galaktiske imperier, forræderierne eller de ufremkommelige ørkenlandskaber, det er snarere det detaljerede psykologiske portræt af de mange medspillere i dette komplicerede værk, og især er det historiens kerne om den unge dreng Paul og hans langsomt fremadskridende metamorfose til en renhjertet helt. Det er også den indre monolog, der vejleder læseren ved at gengive, hvad personerne virkelig tænker, og således åbenbarer en verden, hvor man ved, hvad der er godt og ondt – en verden, hvor værdierne er klare og entydige. Kort sagt en verden, som er skræddersyet til romantiske eventyr og eskapistiske impulser, og som derfor læner sig tæt op ad fantasygenren, som den udviklede sig siden hen.

Klit minder også meget om den klassiske dannelsesroman, blot iført middelaldervisdom og ridderhjerte. Det er i dette barske og ubeboelige ørkenland, hvor årvågenhed, hurtighed, loyalitet og benhård „vanddisciplin“ er de afgørende faktorer for overlevelse. Det er her Paul vokser frem som et højerestående menneske i harmoni med sin fysiske kraft og åndelige styrke, og det er her, under oplæring hos Fremenerne han bliver til den, han i virkeligheden er: En Kwisatz Haderach, en fuldendt kriger og åndelig leder. Paul formår at tæmme sandormene og med sit hemmelige krigsvåben, som bruger lydbølger af en art, overvinder han og Fremenerne imperiets onde herskerfolk og Harkonnerne. Naturligvis er alt dette et led i det, der må forekomme som en meget populær religion med mirakler, disciple, opstandelse og alt hvad der hører til.

Bemærkelsesværdigt er det, at så mange science fiction-romaner i løbet af 60’erne helst ville forestille sig en fremtid, hvor samfundet minder om vores gamle middelalder. Det skulle helst være antikverede styreformer i form af absolutisme eller feudalisme, hvor rumskibe og lasere har deres plads, men også evnen til at svinge et sværd. Klit er ingen undtagelse fra den regel. Herbert var påvirket af C.G. Jungs teori om den evige genkomst af oprindelige figurer såsom helte, feudalsamfund og troen på godt og ondt, og hans bog er derfor heller ikke uden en problematisering af disse såkaldte arketyper og deres betydning for menneskene og samfundet.

I en ren historisk sammenhæng er det også interessant at se, hvilke energiformer Herbert bruger i Klit-krøniken i forhold til de tidligere klassiske science fiction-historier. I Asimovs romaner fra de tidlige 50’ere var der stadig atomkraftværker overalt, så snart man skulle bruge lidt energi. Hos Stanislav Lem i de tidlige 60’ere er det den lidt mere harmløse kolde fusion. Men i Klit er den økologiske bevidsthed slået fuldt igennem. Energikilden skal høstes i ørkenen, og hvis man ikke opretholder en delikat balance mellem natur og kultivering, ødelægges krydderiet med fatale konsekvenser for alle.

Man kan fundere over, om der til grund for dette ret hurtige skift fra high-tech utopier til forsigtig og lettere pessimistisk øko-profeti ligger nogle dybere sociale strømninger. Det blev i hvert fald i løbet af 60’erne klart for mange, at civilisationsoptimismen og teknologiglæden, som den var fremherskende før anden verdenskrig, ikke bragte lykke og fremgang, men derimod afmagt, åndeligt forfald og fysisk død. I en søgen efter alternative livsmodeller fandt således mange, deriblandt science fiction-forfatterne, en ny slags romantisk primitivisme, som lærte læren om føjelighed frem for påbud og om modtagelighed frem for intervention. I intet årti har man eksperimenteret så meget med stoffer, fremmede religioner og primitive kulturer som i 60’erne. Aldous Huxley udgav sin hippiebibel Island (Ø) i 1961, Robert A. Heinlein skrev Stranger in a Strange Land ligeledes i 1961, og Tolkien offentliggjorde sine fantasy- klassikere fra 1966 og frem. I det hele taget var de tidlige 60’ere en gylden periode for science fiction-genrens fokus på „det andet“. Og sandsynligvis markerede de alle sammen et betydeligt skift i populærkulturens smag i retning af en forkærlighed for heroiske romancer, for fantastiske historier, ridderromantik og for en befriende virkelighedsflugt til alternative kulturer, mystiske guruer eller stjernerne.

Herbert var nok den mest indflydelsesrige af de forfattere, som åbnede porten til dette fantasy-land, men om han vitterlig red ud til åbne og ukendte sletter, eller om han, som forfatteren Michel Butor mente, kun red et par gange rundt om huset, beriget med et par myter og klicheer mere, skal ikke kunne siges her. Der er måske også en forskel på, hvad Herbert ønskede at give sine læsere, og hvad hans publikum ønskede at få. I hvert fald formåede Herbert – og formår stadig – at underholde en stor læserskare og give dem en fornemmelse af, at mennesker kan sættes fri i et sælsomt land et eller andet sted på himmelhvælvingen, langt borte bag stjernerne på ørkenplaneten Klit.

Udvalgte værker:
Dune-krøniken består af:
Dune,
1965 (da. Klit, 1987)
Dune Messiah,
1969 (da. Profeten på Klit, 1986)
Children of Dune,
1976 (da. Børnene på Klit I-II, 1985-1986)
God Emperor of Dune,
1981
Heretics of Dune,
1984
Chapterhouse Dune,
1985
Frank Herberts søn, Brian Herbert, udgav i 1999 bogen
Dune: House Atreides, som er en fortsættelse af Dune-krøniken.

Filmatiseringer:
Dune,
af David Lynch, 1984