På sporet af det fremmede

Stanislaw Lems Solaris

ROBIN ENGELHARDT

„Hvis [Stanislaw Lem] ikke bliver overvejet som en kandidat til en Nobelpris [i litteratur] inden slutningen af dette århundrede, så er det fordi nogen har fortalt juryen, at han skriver science fiction.“

Philadelphia Inquirer, 1983

For at være retfærdig må man nok begynde med en advarsel: Stanislaw Lem (1921-) er måske slet ikke science fiction-forfatter. I hjemlandet Polen bliver han for eksempel primært anset for at være en børnebogsforfatter, der blot har lagt sine fantastiske historier og sit skøre persongalleri ud i verdensrummet. I Tyskland bliver Lem set som en filosof, der har taget sine universelle problemstillinger uden for de jordiske rammer for at befri dem fra menneskelige sammenhænge. Og i Danmark? Ja, her kender man ham næsten ikke, og hvis, så kun fejlagtigt som endnu en af de der tunge, „russiske“ forfattere.

Derfor, og for ikke at fortabe sig i diskussioner om, hvem Lem er, og hvem han ikke er, kan man i det mindste kalde ham en original. Hans eventyr og historier er i hvert fald særdeles originale, og hans futurologiske afhandlinger og essays er det også.

Romanerne er måske en smule mere „normale“, selvom de stadig bliver anset for noget af det mest forunderlige inden for genren. Romanen Solaris er nok den mest kendte af alle Lems værker, hvilket sikkert skyldes Andrej Tarkovskijs filmatisering fra 1972. (Stanislaw Lem har for øvrigt aldrig selv været med til at arbejde på filmen, og efter at han havde set den, skulle han efter sigende have sagt, at det var noget værre romantisk sludder – Lem er nemlig ikke typen, der kan lide romantisk sovs eller åndelig mystificering).

Romanen fortæller historien om planeten Solaris og en gruppe rumforskere, der er kommet for at udforske den. Solaris er dækket af en slags levende hav eller ocean hele vejen rundt. Oceanet er i stand til at lave de mest uventede kemiske transformationer, og det kan endda ændre fysikkens love, så planeten ikke behøver at slippe den ellers ustabile bane omkring sine to sole. De altid nye og foranderlige eruptioner på overfladen af oceanet har et formsprog, som ingen rigtig forstår. I over 100 år har Solaris været genstand for videnskabelig forskning, men ingen har været i nærheden af at forstå, endsige skabe kontakt med oceanet.

Over oceanet svæver et rumskib indrettet som et laboratorium, hvor der foregår særdeles underlige ting. For hver af besætningsmedlemmerne på rumskibet skabes der på mystisk vis en levende replika af det, som måtte ligge gemt dybest nede i vedkommendes mentale strukturer. Oceanet er med andre ord i stand til at materialisere de værste mareridt, de største lidenskaber og hemmeligste bevidsthedsformer hos forskerne, klæde dem i kød og blod og lade dem vandre rundt på skibet. Historiens fortæller Kris Kelvin bliver for eksempel hjemsøgt af sin unge kone Harey (i den engelske udgave hedder hun Rheya), der mange år forinden begik selvmord, efter at Kelvin ikke havde taget hendes trussel om selvmord alvorligt. Den nye Harey er et tænkende og handlende individ, men hun kan ikke dø, og hun har ingen viden om andet end tiden sammen med Kelvin. Trods sin uomtvistelige reelle tilstedeværelse er hun altså en mental projektion.

Alle forsøg på at slippe af med hende og de andre angstfremkaldende oceaniske skabninger slår fejl. Kelvin må se til, hvordan Harey efterhånden selv finder ud af, at hun ikke er den ægte Harey, som Kelvin elsker, og på den måde bliver også hun ulykkelig. Til sidst er intet løst. Har oceanet forsøgt at skabe kontakt med mennesket ved hjælp af sine kopier, eller var det blot endnu en tilfældig eruption i oceanets uigennemskuelige dynamik? Var det et eksperiment med mennesket eller blot en grusom leg? Ingen svar gives. Følelsen af at være totalt fremmed over for det levende ocean bekræftes blot ved bogens afslutning.

Her er vi ved et af Lems grundtemaer. Ligesom så mange andre science fiction-romaner har forfatteren Lem en umiddelbar antagelse om, at vi mennesker i sammenligning med andre væsner står ganske langt nede på den intelligente hakkeordens rangstige. Men det interessante for Lem er ikke, hvordan de overlegne væsner ser ud, eller hvad de kan. Det interessante er, om man overhovedet kan komme i kontakt med væsner, som må antages at være fundamentalt forskellige fra os.

Mennesket er en undermåler. Det er fanget af sin natur og sin dyriske menneskelighed. Vores fysik hæmmer os i at udforske det grænseløse kosmos, og vores biologi begrænser muligheden for universel tænkning. Det ufuldkomne ved mennesket er et afgørende problem hos Lem, og derfor er der ofte en undertone af skuffelse i fortællingerne. Vi er fanget i vores uanselige ontologi, vores myrebevidsthed og dyrekrop. Og derfor er der også kynisme og masser af hånlig og nogle gange trist latter i Lems skrifter. I Solaris ytrer det sig på de sidste sider som en erkendelse af, at selv den dybeste overbevisning om den evige kærlighed er en løgn. Oceanet anskueliggjorde det til fulde: „Ikke et øjeblik troede jeg på, at denne flydende kolos […] kunne være berørt af to menneskers tragedie,“ siger Kelvin til sidst med tanke på sin elskede Harey. Oceanet KAN ikke have nogen betydning for os. Oceanet besidder ingen fællesnævner med mennesket og reagerer derfor „forkert“ på ethvert menneskeligt tiltag til at kommunikere. Oceanet er alt andet end menneskeligt. Det er faktisk så „ikke-menneskeligt“ som et menneske kan forestille sig (Arthur C. Clarkes monolit i 2001 har en lignende funktion), og derfor må det fremtidsoptimistiske rumrejse- eventyr om den sejrende kosmonaut nødtvungent og uundgåeligt resultere i fiasko.

I et andet af Lems romanhovedværker, His Masters Voice fra 1968, behandles samme tema som i Solaris, men på en lidt anderledes måde. Her undersøger forskere på Jorden en pulserende neutrinostråle, som er blevet opsnappet tilfældigt af en amatørastronom. USA’s regering iværksætter straks et tophemmeligt projekt, der skal dechifrere „brevet fra stjernerne.“ Selvom romanens og projektets hovedperson, Peter Hogarth, er et af litteraturhistoriens mest seriøse forsøg på at vise et geni i arbejde, strander alle forsøg på at „forstå“ signalet. Selv matematikkens formelle vidunderkasse kan ikke knække en fremmed kode uden andre referencer end signalerne selv. Og når man så bruger de menneskelige målestokke som referencer i stedet, bliver resultatet grusomt og deformt. Militæret forventer nye våben, videnskaben nye erkendelser, og skønånden håber på forløsning. Men når alt kommer til alt, er vi mennesker ikke i stand til at erkende eller forstå signaler fra fremmede verdener, selv hvis de stod med flammeskrift på firmamentet.

His Masters Voice er klart et overset mesterværk inden for den spekulative science-fiction genre, for med sit filosofiske ærinde er bogen, ligesom Solaris, fascinerende læsning og samtidig et seriøst bidrag til de fundamentale erkendelsesmæssige problemer.

Solaris udkom i 1961, altså syv år tidligere end His Masters Voice, og man kan spekulere over, hvorvidt Solaris repræsenterer et mere optimistisk verdensbillede end His Masters Voice. For selvom oceanet i Solaris med sit uigennemskuelige matematiske formsprog forsøger at kopiere mennesket så godt det kan, lader mennesket sig ikke kopiere fuldstændigt. Oceanet kan ændre fysikkens love, men det kan ikke adskille mennesket i logaritmer, sammensætte det igen og analysere resultatet til bunds. Besætningens ‘kamp’med oceanet viser, at vores biologi indeholder et vigtigt element af uadskillelighed og uforudsigelighed. Vi kan ikke reduceres til matematik. Vi er autonome væsner, som man ikke kan lave fyldestgørende beskrivelser eller kopier af. I Solaris bliver denne erkendelse fejret. For det er det, som udgør det alment menneskelige. Og det er det som gør, at vi mennesker lever i bestandig forventning om noget andet.

Stanislaw Lem kan læses på mange måder. Man kan næsten sige, at hans forfatterskab bevæger sig fra romanerne ud i to spor. Ét er hans letbenede og skrupskøre fortællinger. Star Diaries for eksempel, eller Cyberiad. De er grotesk morsomme og satire på højeste niveau. Et andet er grusomt tunge værker som Imaginary Magnitude eller Summa Technologiae: Mammutværker for fremtidsforskere og naturvidenskabeligt interesserede filosoffer, der er villige til at gå på vandring i sprog-, videnskabs-, erkendelses- og alt-mulig-andet-teori for at finde fremtiden i det bestående. Suit yourself. Men som sagt: Science fiction-forfattere får ingen nobelpriser.

Udvalgte værker:
Solaris, 1961 (da. Solaris, 1976)
Glos pana, 1968, (eng. His Master’s Voice, 1983)
Cyberiada, 1967, 1972 (eng. The Cyberiad, 1974)
Dzienniki gwiazdowe, 1971 (eng. The Star Diaries, 1976)
Kongres futurologiczny, 1971 (da. Fremtidskongressen, 1985)
Summa Technologiae, 1964 (eng. Summa Technologiae, 1997)
Wielkosc urojona, 1973 (eng. Imaginary Magnitude, 1984)

Filmatiseringer:
Solyaris (Solaris), instr. Andrej Tarkovskij, 1971-72
Test pilota Pirxa (The Test Pilot Pirx), Polsk/Russisk co-produktion, 1979