Menneskets trang til at herske

Hans Henrik Løyches Mission til Schamajim

IDE HEJLSKOV

Hans Henrik Løyche (1963-) er en yngre sofistikeret forfatter i dansk science fiction. Han har udgivet to romaner, begge science fiction-beretninger, Støj og Mission til Schamajim, der rager op i kraft af deres sproglige intensitet. De to fortællinger er forbundne, men i ganske løs forstand. Den kolonisering af Mars, der bliver sat i værk i første roman, får først følger i anden roman. Det er den seneste roman, jeg vil fokusere på her, for det er den mest udfordrende.

Udfordrende er den ikke blot, fordi sproget er knapt og intenst, men også fordi den tager nuanceret fat i temaer som fremmedgørelse fra egen identitet og demokratiets skrøbelighed pga. menneskets trang til at herske.

Mission fra Schamajim skitserer en periode i Europas fremtidige historie, hvor Germania har overmagten i et velhavende og oplevelsessygt Europa. Systemkritikere sendes i umenneskelige fangelejre. Der eksisterer en modstandsbevægelse, der kæmper for demokrati, og som hjælper undvegne fra lejrene. Paradoksalt nok benytter modstandsbevægelsen sig af udemokratiske, ja decideret voldelige overgreb. De stjæler nemlig mennesker, der er tro mod styret, og implanterer modstandsfolks personlighed i dem. Denne metode til at overføre andres personlighed bruges også i mindre målestok af almindelige mennesker med trang til spænding. De får implanteret dele af en kendt figurs personlighed for at få flere udfordrende følelser og tanker.

I denne dystre fremtidsverden springer H.H. Løyche mellem to parallelle handlingsforløb. Det ene forløb foregår på Jorden og handler om, hvordan Adrian Klein flygter fra en umenneskelig fangelejr og uden at bede om det bliver hjulpet af modstandsbevægelsen. Men kun for at få sin personlighed implanteret i en anden persons krop, og for at de kan benytte ham i smuglingen af Beringer, den eneste overlevende fra en mission til kolonien på Mars, Schamajim.

Det andet forløb handler om Beringer og hans oplevelser på Mars, hvor den forskningsstation, der oprindeligt var oprettet, er blevet forladt. I stedet har kolonisterne oprettet en religiøs kult omkring en tabuiseret hal, hvorfra alle regler for det ny samfund udstedes.

Formålet med at smugle Beringer er at få fornyede kræfter til modstandskampen. For der blev sendt mange talentfulde forskere til Mars, og de forventes at have forsket i en demokratisk ånd, og det formoder modstandsbevægelsen, at Beringer kan fortælle om. Det er blot noget helt andet end demokrati, Beringer og hans nu afdøde medrejsende har oplevet på Mars.

H.H. Løyche fremstiller en sær mekanisering af mennesket på uhyrlig og betagende vis. Hans sprog er nærgående og egenartet. Mission til Schamajim begynder som var man blevet placeret i en moderne udgave af Alexandr Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv, der skildrer en dag i en sibirisk fangelejr. En minutiøs skildring af menneskelig nedrighed og ydmygelse. Spisningen i Løyches roman fremstilles på denne vis: „I tusmørket arbejder skeer systematisk mellem skåle og hoveder, der er alt for store oven på de spinkle kroppe. Trods metalsmagen levnes intet“. Fremmed- og umenneskeliggørelsen er håndgribelig. Og fremmedgørelsen fortsætter i Adrian Kleins nye liv som rekrut for modstandsbevægelsen, for han har fået en ny krop og har enkelte erindringer fra den andens personlighed, hvis krop han har overtaget.

Identitetsforvirring og fremmedgørelse er imidlertid ikke det eneste centrale tema. For det vakkelvorne demokrati er i høj grad til debat, eller rettere det demokrati, der ikke findes mere. Germania er et kapitalistisk diktatur. Også på Mars har forskerne været mere optaget af at herske og skabe overherredømme end af at forske. Lederen af kolonien er nok død i fysisk forstand, men inde i det tabubelagte tempel, hvor Beringer er trængt ind, findes i den inderste kuppel lederens hjerne, som stadig styrer hele samfundet.

Midt i dette sceneri af magtbegærlige, højtuddannede tyranner, som benytter sig af hjernens uafhængige liv af kroppen og af umenneskeliggørelse i fangelejre, befinder sig altså nogle mennesker, der ønsker demokrati. Men de bliver også tvunget til at bruge midler, der fremmedgør mennesket, nemlig at implantere personligheder fra andre kroppe i et menneske og dermed skabe identitetsforvirring. Begge parter i denne krig, hvor demokratiet er ophævet, bliver umenneskeliggjorte af såvel ’landvindinger’ inden for forskning som af fangelejrenes fornedrelse. Oprørerne eller uskyldige som Beringer fra missionen til Mars lider alle af identitets- og virkelighedsforvirring. For hvad er virkeligt, hvis ikke man ved om det, man føler og husker, vitterlig er det, man har oplevet?

Beringer bliver smuglet ud af Germania af modstandsbevægelsen. Men de tvivler på, at han taler sandt, og at han overhovedet er den, han hævder at være. Læseren befinder sig til tider inde i Beringers hoved, hvor vi får skildret hans fantastiske og uhyggelige oplevelser på Mars. Alligevel må også læseren tvivle på rigtigheden af Beringers erindringer. For han kan jo have fået implanteret en anden personlighed af Germanias styre, der først havde fat i ham. Selv Beringer tvivler på sandheden af sine erindringer.

I disse tider, hvor demokratiet til stadighed bliver sat til debat i globaliseringens lys, er Løyches uhyrlige fremtidsforestillinger værd at overveje. Som Løyche lægger op til, er demokratiet ingen given sag. Det kan opløses, hvad øjeblik det skal være, især i kølvandet på katastrofer og kaos. Ganske som det heller ikke er givet, hvad videnskaben kan bruges til. Men den er tæt forbundet med videnskabsmændenes storhedstanker, vanvid og ønsker om overmagt. Den fremmedgør under alle omstændigheder både dem, der kæmper for og dem, der kæmper mod demokratiet.

Udvalgte værker:
Støj, 1996
Mission til Schamajim, 1999.