Galskab med system

Svend Åge Madsens Genspejlet og Kvinden uden krop

ROBIN ENGELHARDT

Gary og Thelma har levet sammen i ni år. De er lykkelige og kan ikke undvære hinanden. Men Thelma får konstateret uhelbredelig kræft, og for at undgå at blive en ensom og bitter gammel mand udvikler Gary en teknik til at føre Thelmas ånd over i sin egen hjerne. Åndstransformation, kaldes teknikken i Svend Åge Madsens lille science fiction-fortælling Kvinden uden krop fra 1996. Bogen er blandt de mindre produkter fra Svend Åge Madsens omfattende forfatterværksted, men dens emner er gevaldigt store, og i sin seneste roman Genspejlet genoptager Madsen da også samme emne som i Kvinden uden krop i en konsekvent og mere moden form.

I Kvinden uden krop er Gary uddannet i „virtual spirituality“, og hans kolleger aner ikke, hvor langt han har formået at udvikle teknikken til at ’beame‘ al bevidst og ubevidst hjerneaktivitet fra en person over i en anden: „Alle hendes meninger, alle hendes opfattelser, selv de mest forhastede fordomme og stædigste synspunkter, overførte han, fordi alt var vigtigt, eftersom det var summen, der udgjorde hende, og hende var det han elskede.“ Thelma og Gary skal pludselig nøjes med ét sæt hænder, ét sæt ben og én mund at tale med. De er to sjæle i en krop. Ikke nogen nem opgave for mennesker med forskellige færdigheder og hemmelige lyster. De opdager hinandens inderste længsler og fortrængte lidenskaber; psykiske barrikader og underbevidste drifter åbenbares løbende i de to personligheders ubetingede sammensmeltning. Spørgsmålet er selvfølgelig, om mennesker overhovedet kan overleve en så grænseløs invasion.

Men det er ikke kun Gary og Thelma, der underkastes forfatterens intellektuelle skalpel, der synes at ville afgrænse feltet mellem individ og kærlighed: Under deres rejse til Afrika og Island udvikler Thelma et prisme, som kan bruges til at gennemskue alle menneskers følelser. Resultatet er en „tripolariseret brille“, som kan kigge ind i et andet menneskes bevidsthed og aflæse hele spektret af følelser bag enhver handling og ethvert udsagn. Om det er vrede, nag, had, harme, frygt, skepsis, jalousi eller kærlighed – intet er længere skjult for Thelma og Gary. Brillen navngives „inkvisitator“, og spørgsmålet er, hvad den skal bruges til. Thelma vil offentliggøre opfindelsen og give alle mennesker på kloden mulighed for at købe inkvisitatorbrillen, men Gary er bange for, at brillen vil falde i forkerte hænder og føre til undertrykkelse og magtmisbrug. Den overmenneskelige magt over andre mennesker fremkalder også umenneskelige samvittighedskvaler, men til alt held for både forfatter og læser opløses hele novellens fiktion i en slags metafiktion, hvor Thelmas far, Sten Pekoral, der samtidig forekommer at være novellens manuskriptforfatter, pludselig dukker op og forlanger at få løjerne afsluttet. Uden at fortælle alt kan det afsløres, at det hele ender ganske drabeligt.

De vanvittige ideer er Svend Åge Madsens varemærke. Anmeldere i Danmark kalder ham da også for Hjerne-Madsen eller „Seven Age Madness“ (hvorfor romanen Syv aldres galskab hedder som den gør). Han er Danmarks ubestridte mester i de spekulative science fiction-noveller, som ustandselig katapulterer læseren ud i alternative virkeligheder. I 35 år har Madsen-læsere mødt romanfigurer, som kan skrue tiden tilbage, som får brudt rummets kontinuum, hvor der findes mange verdener samtidig, klonede mennesker osv. Altid bliver hovedpersonerne på en eller anden måde sat udenfor deres normale omgivelser; virkeligheden forskydes til det ukendelige, og man befinder sig som læser i paralleluniverser, der ægger fantasien og udfordrer til refleksion. Svend Åge Madsen synes at sige, at det kunne være helt anderledes alt sammen, at ens liv kunne have udviklet sig fuldstændig omvendt, at man kunne være blevet lykkelig på en anden måde eller ulykkelig på en tredje. Hos Madsen er det de indre sindsbevægelser, de sjælelige sorger og psykologiske vekselspil mellem mennesker, der fanger al opmærksomheden. Det er „virkelighedseksperimenter“, hvor tiden eller rummet forskydes, der ophæver subjektets holdepunkter – man kunne også kalde det psykologiske laboratorieforsøg under stærkt kontrollerede forhold.

De omhandler ofte andre af forfatterens romanfigurer og deres færden i Århus. Resten af verden er som regel, som den altid er; ingen forandringer eller påvirkninger af nogen art. Madsen justerer kun på en enkelt parameter af virkeligheden for at forstå menneskers reaktioner og relationer til hinanden.

I sin seneste roman, Genspejlet, fører Madsen tankeeksperimentet fra Kvinden uden krop videre, men denne gang med forskning af en helt anden og mere håndfast kaliber: Hvor individets grænser i Kvinden uden krop bliver forceret af åndstransformation, besejres den i Genspejlet af kloning. Helten, som hedder Just Helled, mister sin kone Helena, fordi hun bærer en genetisk betinget sygdom. Helled drukner sin sorg i alkohol, indtil en mefistofelisk skikkelse ved navn Krystofiles tilbyder ham fire nye kloner af hans elskede Helena (i fire forskellige aldre). Til gengæld skal Just Helled genoptage sine videnskabelige eksperimenter i laboratoriet. Fristelsen til at snyde tidens tyranni og gense sin elskede kan Helled ikke just modstå, og sammen med sin datter Simone opsøger han de fire Helena’er. På ny gennemlever han forelskelsen i alle dens faser. Inspirationen fra Faust er tydelig, men hvor Faust nøjedes med én kvinde og uden problemer kunne forlade hende i sin evige søgen efter nye mål, ønsker Just Helled intet andet end at forblive i den smukke kvindes skød. Dette er et ønske, som Mefistofeles (her Krystofiles) som bekendt håber på, og historien ender da også galt for Just. En firedobbelt livslykke er ensbetydende med fire gange så megen lidelse og død.

I Genspejlet forudsættes det, at kloner bliver kulturelt identiske med deres forlæg. Det er næppe særlig videnskabeligt, men i grunden handler det om at variere temaet omkring „den eneste ene“. Sådan som hun var, da hun levede, og da hun var ung.

Tid kan måles med et ur, men man kan ikke kigge på den i et mikroskop eller varme den op. Den eneste måde at blive klog på, hvad tid er, er at opstille et tankeeksperiment. Og det er, hvad Svend Åge Madsen ustandselig gør. Han kan for eksempel skrive en historie, hvor tiden springer fremad med præcis 23 dage eller går baglæns (i romanen Lad tiden gå). Han varierer den variabel, der hedder tid, og på den måde vil han få en forståelse for, hvad tid er. Et andet eksempel på samme teknik findes i fortællingen Se dagens lys, hvor der leges med begrebet kontinuitet og mangel på samme. I et udskiftningssamfund transporteres beboerne om natten på et samlebånd, og hver dag vågner de op til et nyt liv med ny familie og nye venner.

I Kvinden uden krop er forsøgsvariablen ikke tiden eller rummet, men individets grænser og dermed bevidsthedens gennemskuelighed. Inkvisitatorbrillerne kan skue hele vejen ned til tankens og følelsernes grund og på den måde skabe en forståelse for menneskenes følelsesmæssige motiver til deres handlinger. I Genspejlet er både individets grænser og tidens grænser ophævet i et storstilet forsøg på at forklare „den anden“ og for at forklare, om der findes en fri vilje, eller om alle ting er forprogrammerede, og for at forklare „hvad meningen med livet er“ (som det står skrevet i den første sætning af Genspejlet). Om det lykkes, tvivler ikke kun læseren på. For Svend Åge Madsen handler det om at forsøge; at komme længere ud, end det er praktisk muligt – steder hvor naturvidenskaben aldrig kommer, men hvor fiktionen kan føle sig hjemme, og hvor galskaben kan sættes i system.

Udvalgte værker:
Dage med Diam, 1972
Tugt og utugt i mellemtiden, 1976
Se dagens lys, 1980
Lad tiden gå, 1986
Syv aldres galskab, 1994
Kvinden uden krop, 1996
Genspejlet, 1999